Hvad er fakta



Venstres partileder mener, at mit indlæg omkring skattenedsættelse klinger hult – men hans forsøg på at underbygge dette, kan jeg ikke helt følge.
 Jeg har fattet, at vi ikke er enige omkring prioriteringerne i Horsens Kommune. Socialdemokratiet melder helt klart ud, at vi prioriterer velfærd – og Venstre, at de går efter skattenedsættelser. Så langt så godt – men når Martin Ravn bruger forkerte data, og usande påstande, så bliver jeg nødt til at svare på dette.
 Hele første del af Martins indlæg handler om at begrunde Venstres beslutning og giver et regnestykke på, hvordan det kan finansieres. Her skriver han, at hvis 80 mennesker flytter til Horsens Kommune – med en indtægt på 350.000 om året, så vil det dække skattenedsættelsen på ca. 27 mill. kr om året.
 Det forstår jeg så ikke helt – hvis man betaler 25.2 % i skat til kommunen, så vil det give ca. 6 mio kr. for 80 mennesker, men vi skal måske forstå det sådan at Venstre nu ønsker at vi beskatter 100 % på de første 350.000. Jeg kan sige klart, at det ønsker Socialdemokraterne ikke. Endvidere vil flere indbyggere betyde større omkostninger – så igen er regnestykket faktuelt forkert .
 Ifølge Martin Ravn er Østbirk Skole blevet lovet 60 millioner til en ny skole? Her må jeg bede om nogle oplysninger, da jeg ikke kender til dette. Det jeg ved er, at jeg deltog i præsentationen den 20. marts 2016 af et stort projekt ”Kulturbjerget” – men her ved jeg med sikkerhed, at hverken jeg eller Socialdemokratiet har lovet noget (det tror jeg nu heller ikke Venstre har?)
 Jeg kan i øvrigt fortælle, at der i 2016/17 er investeret 6.5 mill. til renovering af tag, facade, ventilation og varme på Østbirk Skole.
 Jeg er meget enig med Martin i, at det ikke er gode forhold vi tilbyder eleverne på Østbirk Skole, så derfor er det også Socialdemokratiets holdning, at Østbirk Skole står først på listen, når vi skal udmønte anlægsbudgettet til renovering af skoler og modernisering af faglokaler. Jeg kan fortælle, at administrationen allerede er i gang med et oplæg, som vil blive forelagt børne- og skoleudvalget.
 Den sidste påstand om, at Socialdemokratiet var ”hovedmænd” omkring oplæg omkring udskolingen, kan jeg heller ikke genkende. Det jeg ved er, at Børne- og Skoleudvalget i 2015 var fælles om processen (Martin sad i udvalget på det tidspunkt) – og der var enighed om det endelig oplæg, som blev forhandlet på plads. Hele udvalget (inkl. Martin) tiltrådte indstillingen, da sagen blev behandlet i juni 2015.
 Beslutning: ”Børne- og skoleudvalget vedtog indstillingen, idet Venstre ønsker undersøgt, om det er økonomisk fordelagtigt, at indskoling og mellemtrin samles på 2 matrikler i Sydbyen, og at der laves en ren udskolingsafdeling.
 Så kære Martin, du skal ikke være så bekymret – jeg tror faktisk godt, at borgerene forstår, at der er sammenhæng mellem serviceniveau og ressourcer, hvilket fører mig frem til konklusionen: Hellere bedre velfærd til gavn for vores kerneområder end skattenedsættelser.
 Som en eftertanke mener jeg , at Venstre har stemt for alle  beslutninger om prioriteringer på skolebyggeri i de sidste 4 år - inklusiv Martin Ravn. Så Martin du har ikke på noget tidspunkt stillet politisk forslag om byggeri Østbirk Skole.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024