Krimimessen 2019 - nu med gerningssted og blodspor



Mød forfattere fra både Italien, England, Skotland, Tyskland, Sverige, Norge og Island som f.eks. Camilla Läckberg (S), Gunnar Staalesen (N), Sharon Bolton (UK), Lisa Jewell (UK), Ian Rankin (Skotland) og mange flere. En perlerække af populære danske forfattere som Sara Blædel, Jussi Adler-Olsen, Jesper Stein, Elsebeth Egholm, Michael Katz Krefeld og mange flere vil også være på programmet i år.

Kulturminister Mette Bock åbner årets krimimesse lørdag kl. 10 og herefter vil der med godt 200 programpunkter være masser af gode oplevelser og inspiration at hente samt muligheden for at møde din favoritforfatter på tæt hold til signering, på scenen, på bogstandene eller måske endda i fængselsgården.

Gerningsstedet. I år er der mange nye ting på programmet. Blandt andet kan man få fornøjelsen af at opleve et virkelighedstro gerningssted, hvor kriminalteknikere giver et unikt indblik i deres søgen efter spor på forbrydelsens ground zero, med alt fra blodstænksanalyse til almen sporsikring.

True Crime. Kriminalsager fra virkelighedens verden vil også være i fokus på flere af messens i alt 8 scener. Her vil både retsmedicinere som blandt andre Jørgen Lange Thomsen og Hans Petter Hougen og tidligere efterforskere og drabschefer som f.eks. Kurt Kragh, Ove Dahl og Jens Møller Jensen være til stede.

TV-serier. Krimien har som genre længe befundet sig godt som tv-serie. Igen i år vil projektøren være drejet i retningen af en række populære krimier på tv. Blandt andet vil manuskriptforfatteren Camilla Ahlgren fortælle om tilblivelsen af Netflix-serien "Størst af alt" og der er også mulighed for at komme med "bag kameraet" på serier som "Sherlock", "Wisting" og "Bedrag".

Lyd. Krimien er ikke kun på skærm og skrift, men også på lyd. Vi er blevet glade for at have mord i ørerne, mens vi går tur med hunden eller tager opvasken. Hvordan skriver man blodigt og brutalt til øregangene og skaber den rette stemning? Mød bl.a. Lars bom som fortæller om kunsten at indtale lydbøger eller kom ind i den kriminelle verden på populære podcasts som f.eks. DRs semidokumentariske serie "Djævelen i detaljen" og serien "Myrdet af Richelsen & Grau".

Den tyske krimi. Der vil også som noget nyt været fokus på tysk kriminallitteratur og på den enorme popularitet og vækst, som genren oplever hos vores nabo mod syd. Flere tyske krimiforfattere tager turen til Horsens for at fortælle om tysk krimi.

Priser. Krimimessen er også LIG prisuddelinger. Søndag kl. 12 bliver Krimimessens publikumspris for fjerde gang overrakt til en populær dansk forfatter. Lørdag kl. 13 overrækker Det Danske Kriminalakademi deres priser. Blandt andet vil Jesper Stein modtage Harald Mogensen prisen for bedste danske krimi. Programmet udkommer den 13. februar. Hent det på landets biblioteker, i de fleste Bog&idé butikker og på www.krimimessen.dk og følg Krimimessen på Facebook og instagram.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024