For meget madaffald ender i skraldespanden til restaffald



Husk at smide æbleskroget, den halvspiste leverpostejsmad og det pålæg, der er blevet for gammelt, i skraldespanden til madaffald. Det er opfordringen fra Horsens Kommune, som i disse uger kører en kampagne, der skal få flere til at sortere mere madaffald i den rigtige skraldespand.

- Ca. 40 procent af alt madaffald i Horsens Kommune ender i dag i skraldespanden til restaffald. Det vil vi rigtig gerne ændre på, for der er flere gevinster at høste, når madaffaldet genanvendes, forklarer Marie Lindberg Tefre, afdelingsleder i Affald og Genbrug i Horsens Kommune.

Et par eksempler viser det ganske tydeligt. Et kg madaffald kan f.eks. omdannes til strøm, der kan få en elpære til at lyse i 33 timer eller holde et fjernsyn kørende i to en halv time.

- Der er mange miljømæssige fordele, hvis vi kan få flyttet nogle af de 40 pct. madaffald over i den rigtige skraldespand. Står man med en bakke med leverpostej, der er blevet for gammel, er den nemme udvej måske at smide det hele i restaffald. Men den tid, vi hver især bruger på at skrabe madrester ud af emballagen, giver altså stor værdi i det samlede billede, siger Marie Lindberg Tefre.

Affald bliver til biogas

Det madaffald, der bliver indsamlet, bliver kørt til Daka lige uden for Horsens, hvor de grønne poser sorteres fra. Hos nabovirksomheden, Horsens Bioenergi, bliver affaldet omdannet til gas, der efterfølgende sendes ud i naturgasnettet og bliver til varme eller strøm. Resterne fra bioforgasningen ender som gødning på markerne, hvilket betyder, at de gode næringsstoffer kommer tilbage i cirkulation.

- Vi forsøger hele tiden at få flyttet mest muligt affald fra forbrænding til genanvendelse og genbrug, og derfor har vi f.eks. også fokus på, hvordan vi kan få sorteret madaffald i det offentlige rum. Det er altså både derhjemme, på Søndergade, og når man er til koncert, man kan gøre en indsats, forklarer Marie Lindberg Tefre.

Hun oplyser, at det afleverede madaffald er fint sorteret.

- Men vi vil rigtig gerne have endnu flere til at have fokus på at få madaffaldet sorteret og puttet i den rigtige beholder. I forhold til madaffald er der et stort potentiale for forbedring, og alle skridt tæller, siger Marie Lindberg Tefre.

Én gang om året - i september og oktober - bliver der udleveret nye poser til madaffald. Løber man tør for de grønne poser, kan de hentes følgende steder:

• På genbrugspladserne i Horsens, Vedslet og Brædstrup
• Sundby Butikken, Åboulevarden 52, Horsens
• Løvbjerg, Borgergade 12, Horsens
• Spar Horsens, Smedetorvet 9, Horsens
• Svane Apoteket, Grønlandsvej 1, Horsens
• Silvan, Frederik Winthers Vej 4, Horsens
• Stark, Thorsvej 10, Horsens
• Dagli' Brugsen, Haldrupvej 1, Søvind
• Kagehuset, Langagergård 5, Egebjerg
• ABC Lavpris, Rådhusgade 14, Brædstrup
• Min Købmand, Præstevænget 13, Nim
• SuperBrugsen, Skovvej 2, Gedved
• SuperBrugsen, Ydingvej 10-12, Østbirk
• Gantrup Byggemarked, Gantrupvej 2, Østbirk

I løbet af disse uger sætter Horsens Kommune fokus på sorteringen af madaffald gennem bl.a. radiospots, avisannoncer, opslag på pyloner ved indfaldsvejene samt på kommunens Facebookside "En del af flokken".

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024