Lad os slå fast med det samme, at der er ikke mange som kender Lone Selmer og det er en skam. Hende selv og to af musikerne er også en del af Burnin’ Red Ivanhoe og alle på scenen er topprofessionelle og forstår at levere den musikalske vare.
Det manglende kendskab til Lone Selmer gjorde også at der kun var solgt under 30 billetter til koncerten, men de gode folk i Gedved vendte situationen til noget positivt og fik indrettet den gamle gymnastiksal til en intim cafe eller lejlighed som musiktilrettelægger Søren Jochumsen, fik det fortalt.
Fra scenen spurgte Lone Selmer publikum:
- Kan i huske når i satte en sørgelig plade på spilleren som fik jer til at græde? Kan i det? Jeg kunne blive ved og ved, så tårerne rendte ned ad kinderne – og jeg gør det stadig også selvom jeg fylder halvtreds i næste måned.
Det var noget de fleste i publikum kunne nikke genkendende til og ingen tvivl om at de gamle danske sange og ikke mindst teksterne, kunne berøre følelserne. Det var en skøn koncert i Gedved og en skam at der ikke var flere som kunne have fået en stor følelsesladet oplevelse fredag aften.
Kildall