Færre på kontanthjælp i Horsens Kommune

Jannie elsker at bage og med en fortid som tjener, er hun ikke ukendt med fødevarer.
Jannie elsker at bage og med en fortid som tjener, er hun ikke ukendt med fødevarer.
Færre på kontanthjælp i Horsens Kommune
13. 02 2020
Tro på egne evner får ledige i job og tro kan flytte bjerge, siger man. I Horsens Kommune har kontanthjælpsmodtageres tro på egne evner helt konkret ført til, at flere er kommet i job eller uddannelse.

Af Vibeke Juul, Foto: Per Algreen

Siden Jobcenter Horsens sidste år satte ind med en ekstraordinær indsats for at få de ledige gjort jobparate, er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 7 %.

Jobcenter Horsens har i løbet af 2019 flyttet 200 borgere fra kategorien aktivitetsparat til jobparat, og har samtidig intensiveret indsatsen for at få kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse.

Indsatsen indebærer blandt andet, at de ledige kun skal forholde sig til én kontaktperson, som de har et tæt samarbejde med.

Ifølge Hanna Hare, der er jobformidler i Jobcenter Horsens, handler det først og fremmest om at give de ledige troen på, at det nok skal lykkes for dem at komme i job.

- Selvom det kan være rigtig lang tid siden, at de ledige har været på arbejdsmarkedet, og selvom de kan have svære udfordringer ud over ledighed, lykkes det i mange tilfælde - via støtte og opbakning - at give dem selvtilliden tilbage og troen på, at de nok skal nå deres mål.

En af dem, som er kommet videre, er 36-årige Jannie Antonsen Larsen. Hun har været on and off på kontanthjælp siden 2008 - kun afbrudt af diverse praktikforløb. De seneste fire år har hun været ledig.

I dag er hun i gang med at uddanne sig til bager/konditor på Syddansk Erhvervsskole og starter til juni i en læreplads i Lagkagehuset i Horsens.

- Jeg har tidligere haft skiftende sagsbehandlere, men nu har jeg kun én, og det er guld værd for mig. Jeg har blandt andet snakket meget med hende om, hvordan jeg kan bruge mine tidligere kompetencer som ufaglært tjener i et kommende job, fortæller Jannie, der ingen problemer har med at sætte ord på sin mentale tilstand i dag.

- Jeg er blevet stærkere og har fået mere selvtillid. For eksempel var jeg noget nervøs ved tanken om at skulle have naturfag på skolen, men nu har jeg haft faget nogle gange og kan faktisk godt finde ud af det. Eksamen forude skræmmer mig heller ikke. Der er lang tid til, og jeg skal nok nå at få styr på det.

Ifølge Tanja Nyborg, direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune, er der evidens for, at troen på egne jobmuligheder er afgørende for at komme i arbejde.

- Vi har at gøre med sårbare mennesker, som har været ledige i mange år, og mange af dem har mistet troen på, at der er plads til dem på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi som jobcenter møde dem med en tro på deres jobmuligheder - for det smitter af på deres egen selvopfattelse.

Succeskriteriet for indsatsen er ikke nødvendigvis et ordinært fuldtidsjob. Små skridt i form af nyttejobs, jobs med løntilskud eller virksomhedspraktikker tæller i høj grad også.