Kom lidt tættere på de kongelige

Journalist Flemming Nielsen holder foredrag om de kongelige i Østbirk Hallens cafeteria 28. oktober.
Journalist Flemming Nielsen holder foredrag om de kongelige i Østbirk Hallens cafeteria 28. oktober.
Kom lidt tættere på de kongelige
17. 10 2020
Hvis du ønsker at komme lidt tættere på de kongelige, får du muligheden når journalist Flemming Nielsen holder foredrag onsdag 28. oktober i Østbirk Hallens cafeteria klokken 14.

Sønderjyden Flemming Nielsen begyndte. Eller tyvstartede som han selv skriver, som 17-årig på Vestkysten i Tønder. Han har været omkring i den journalistiske verden og var indtil 2008 ansat på Danmarks Radio i Åbenrå.

Flemming Nielsen siger: De kongelige er en "god historie" og fortsætter:

- Det har altid været min holdning som journalist. Og jeg har mødt mange kongelige - danske som udenlandske. I Skagen var redaktøren med frue officielt indbudt, da regentparret og de unge prinser var på besøg i 1976. Jeg snakkede bl.a. med majestæten om, hvad en bladmand som jeg arbejdede med på toppen af Danmark.

Dronning Margrethe havde ikke glemt Flemming Nielsen og mange år senere gjorde majestæten ham - måske - en smule til grin i Haderslev Domkirke.

- Prins Joachim pulsede på en smøg, da kollega Inger Bach og jeg interviewede ham til Danmarks Radio på Sønderborg Sergentskole i 1988. Udsendelsen skabte nærmest et ramaskrig i Danmark, fordi den 18-årige prins "tog bladet fra munden". Og jeg blev nok en smule rørt, da prinsen udtalte: "Det er en helt særlig glæde og udstråling, sønderjyderne viser den kongelige familie".

Flemming Nielsen er en mand med meninger og han vil helt sikkert kommentere dagsaktuelle emner, fordi journalisten i ham ikke kan lade være og han afslutter:

- Når jeg holder foredrag, bliver jeg ofte bedt om at give nogle bud på, hvordan jeg - som en "gammel ræv" - betragter medier og pressefolk helt aktuelt. Det kommer jeg hellere end gerne med nogle bud på - vi har vel ytringsfrihed!

Kom i Østbirk Hallens cafeteria onsdag 28. oktober klokken 14 når Østbirk Pensionistforening inviterer til foredrag om de kongelige med Flemming Nielsen.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook