10 års musikalsk succes



Ulla Sterndorff fra Haderslev og Poul Erik Nielsen fra Kolding – trofaste på dansegulvet år efter år. Ikke bare til træffet i Horsens, men til mange andre træf i en stor del af landet. (Foto Jørn Bonde)

Horsens Harmonika- og Spillemandstræf er lig med 10 års musikalsk succes. ”Ja, det må jeg vist konstatere,” siger Knud Erik Kristensen fra Lions Bygholm. Lions-klubben har fra og med stået som arrangør, og Knud Erik har været ankermand gennem alle årene.

Tekst og foto Jørn Bonde

Træffet blev afviklet lørdag i Forum Horsens/Atrium og lignede sig selv på den absolut gode måde:

Glade aktive mennesker på dansegulvet, og på scenen en snes orkestre, som leverede både god dansemusik og god underholdning, hvad der her er nogenlunde det samme.

Et par - Poul Erik Nielsen og Ulla Sterndorff - var sammen på dansegulvet nærmest uafbrudt. Træffet i Horsens er sæsonens første. Det havde de glædet sig til efter et halvt år, hvor de ikke har danset sammen.
 

Harmonikahygge fra Uldum på scenen. (Foto Jørn Bonde)

Nogle kører gerne langt

Efter Horsens venter en ny sæson. Parret kører gerne langt. I marts tager de til Gørlev (Sjælland). I maj til Marstal (Ærø). Og så plejede de at tage til Bindslev (Vendsyssel), men træffet her blev lagt fuldstændigt om sidste år, så det har de skippet. Bagenkop (Langeland) midt på sommeren holder de fast i. Og så er der flere andre træf, som de helt sikkert selv kan holde styr på.

De kommer til træffene, tiltrukket af dansemusikken, den gode stemning og samværet med venner, som de har fået gennem årene. Det gælder for Horsens-træffet som for de andre træf.
”Vi har været kærester for 15 år siden, men det er vi så ikke mere. Derimod har vi et fantastisk venskab, og så elsker vi at danse sammen,” fortæller Ulla og Poul Erik samstemmende og med stor begejstring. Hun tilføjer: ”Harmonikamusik er jo skabt for dans. Og at danse med Poul Erik er, som når englene synger.”

Her smiler han lidt forlegent, men det er jo rigtigt nok: De to har det hele fantastisk sammen på et dansegulv.
 

(Foto Jørn Bonde)

Har været med hver gang

Poul Erik er født i Ballum i Sønderjylland og bor i dag i Kolding. Han har været til alle træf i Horsens fra og med det i Vesthallen i 2014.

Ulla bor i Haderslev. ”Men jeg er faktisk født i Østbirk og boede der i min barndom, hvor min far havde den store manufakturforretning midt i byen,” fortæller hun. Hun har fundet vejen til Horsens næsten alle de ti gange, træffet har været afviklet.
 

Jørn Bonde

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024