Kunst og fællesskab: Egebakken fejrede smukke vægmalerier



(Foto Leon Hansen)

EGEBJERG - Farverige vægge og varme smil: På Plejecenter Egebakken blev der søndag fejret et års arbejde med imponerende vægmalerier, som nu lyser gangene op. En gåtur på centret er blevet en oplevelse i sig selv, hvor beboere og pårørende kan gå på opdagelse i de detaljerige motiver af dyr og planter.

Af Jørn Kildall. Foto Leon Hansen

For et år siden drømte Egebakkens frivillige om at skabe noget helt særligt til beboerne. Nu står vægmalerierne færdige – et levende og farverigt pust til hverdagen, som gør en reel forskel. Projektet blev gjort muligt takket være en gavmild donation fra Lions Horsens på 8.000 kr. samt 15.000 kr. fra Hede Nielsen Fonden.

Det har en kæmpestor værdi for vores beboere, fortæller aktivitetsmedarbejder og primus motor, Pernille Nielsen Wessel. Malerierne inviterer til samtale og minder. Hvis man som pårørende synes, det kan være svært at finde noget at snakke om, så giver en tur ned ad gangene pludselig anledning til en hyggelig snak.
 

(Foto Leon Hansen)

Fernisering med flag og fællesskab

Søndag blev projektet fejret med en flot fernisering, hvor både beboere, pårørende og gæster nød en dag fyldt med kunst, hygge og god stemning. Flaget var hejst, og der var en jævn strøm af besøgende, som kom og gik i løbet af dagen. Blandt gæsterne var også Morten Abild og Jens Christian Sørensen fra Lions Horsens, der har været med til at støtte projektet.

Kunstneren bag malerierne, Kasper Torvehave, har brugt otte måneder på at forvandle de lange gange til en visuel skov af motiver. Helt i fri hånd har han skabt kunstværkerne direkte på væggene – med sin mobil som eneste skitse.

Det er fantastisk at se, hvordan malerierne er blevet taget imod. Beboerne genkender blomsterne, fuglene og dyrene, og det skaber liv og glæde, siger Pernille Nielsen Wessel.
 

(Foto Leon Hansen)

Når kunst gør en forskel

Ferniseringen var ikke bare en markering af et veludført projekt – det var også et bevis på, hvordan kunst kan være mere end blot pynt. På Egebakken har vægmalerierne skabt et nyt samtalerum, et samlingspunkt og en daglig glæde for beboerne.

Vi håber, at projektet kan inspirere andre til at bruge kunst på denne måde. Det handler om livskvalitet, nærvær og fællesskab – og det har vi fået rigeligt af her på Egebakken, siger Pernille med et smil.

Og sådan kan et stykke væg blive til en verden af oplevelser.
 

(Foto Leon Hansen)

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024