Peter Vesth og Kristian Rusbjerg underholder til 40-års jubilæum. (Pressefoto)
Er der allerede gået fyrre år vil nogen sikkert spørge? Støtteforeningen Søndergården og Klovenhøjs Venner har samlet mange penge ind, til deres arbejde gennem fire årtier og det skal fejres med en stor fest på Pejsegården.
Af Jørn Kildall
Støtteforeningen blev født ved et åbent hus-arrangement på plejehjemmet Klovenhøj i 1982. Det gav et flot overskud og daværende plejehjemsleder Johan Ernst Jensen og andre fik inspiration til, gennem frivillige hænder, at lave arrangementer og derigennem knytte plejehjemmet nærmere til lokalsamfundet og tjene penge til en handicapbus. Den fik man for øvrig leveret i 1984 – et flot gul Mercedes.
Foreningen har gennem årene samlet mange penge ind til gavn for plejecentrene og beboerne og resten er, som man siger, historie. For her står man 40 år efter med en stor støtteforening som dækker både Klovenhøj og Søndergården i Brædstrup.
Fyrre år som støtteforening skal selvfølgelig fejres og det sker søndag 12. oktober kl. 11.30 – 16.30 på Pejsegården. Her vil der være spisning og kaffe.
Den musikalske underholdning bliver varetaget af den landskendte musiker Peter Vesth og Kristian Rusbjerg på harmonika. Når man siger Peter Vesth kommer man ikke udenom hans store hit Veras Vinterven – mon ikke man får den at høre til festen? Peter Vesth havde sin debut på scenen i 1970, i Tivolis Vise-Vers-Hus. Han har mere end 500 sange på samvittighed og den 76-årige musiker er still going strong.