Åbent hus for Gud og hvermand i Østbirk Præstegård – Torsdag den 29. august



Natur Østbirk. (Foto: Jørn Kildall)

ØSTBIRK - Den sidste torsdag i måneden bliver Østbirk Præstegård fyldt med hygge, snak og tarteletter. Kom og vær med, når "gud og hver mand" mødes til et par timers samvær, sang og spændende oplæg.

Tekst og foto Jørn Kildall

Torsdag den 29. august kl. 10.30-12.00 er der igen åbent hus i Østbirk Præstegård. Her er alle velkomne, uanset om du er fast gæst eller førstegangsdeltager. Arrangementet er en fast tradition den sidste torsdag i måneden, og det er et skønt sted at mødes for en god snak og lidt hygge.

Tarteletter og fællessang

Udover den gode snak, så bliver der selvfølgelig også sørget for, at ingen går sultne hjem. Vi skal nemlig have tarteletter, som altid er et hit. Og hvad er en god sammenkomst uden fællessang? Vi synger et par sange fra Højskolesangbogen – så stemmebåndene kommer også i gang.

Oplæg om Natur Østbirk

Denne gang har vi besøg af Kathrine Svanum fra VELUX, som kommer og fortæller om det nye naturområde, Natur Østbirk. Det er et område, som VELUX har skænket til byen, og som er tiltænkt til os alle sammen. Kathrine vil give os et indblik i, hvordan området er blevet til, og hvad vi kan glæde os til at opleve derude.

Film og hygge til slut

Som en del af Kathrines oplæg bliver der vist en lille film på 10 minutter, hvor vi får et kig bag kulisserne på Natur Østbirk. Den lokale sognepræst Lone Buhl Pedersen og skolelærer Iben Leth medvirker også, så det bliver lidt ekstra lokalt og nærværende.

Prisen for hele herligheden er 35 kr., og så får du både tarteletter, drikkevarer, kaffe og kage samt et spændende foredrag. Alle er velkomne, så tag endelig naboen eller en ven med til et par hyggelige timer i præstegården.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024