Det er en tradition ved flere kirker at Kristi Himmelfarts-gudstjenesterne bliver afholdt udendørs og i Åes havde tre præster og personalet inviteret til gudstjeneste på plænen bag forsamlingshuset.
Af Jørn Kildall
Det var mødt omkring 20-30 personer op og de tre præster Anne Marie Vrang, Troels Bering og Jane Fromberg, havde forinden haft en samtale med de højere magter om vejret, som holdt tørt omend det var gråt og overskyet.
For at kunne tale den store menighed op udendørs havde man medbragt mikrofoner og forstærker, desværre var der en del tekniske problemer så talestrømmen blev klippet i stykker – men problemerne var heller ikke større end præsterne kunne tale højt uden forstærkning så alle kunne høre dem.
I den oprindelige plan skulle Hovedgårds Skoleorkester også have deltaget og spillet til gudstjenesten, men myndighederne mente at et orkester er at henregne som tilskuere. Derfor måtte man undvære messingsuppen – måske kan de komme en anden god gang?
Afsluttende ballonfærd
Johannes Møllehave som døde i denne uge, blev også behændigt flettet ind i dagens ord og blev endnu en gang mindet for hans store betydning i den Danske Folkekirke.
Det interimistiske alter var festligt pyntet med masser af farvestrålende balloner. Da gudstjenesten var fordi gik præster og menigheden op på ”bjerget” – en jordvold bag forsamlingshuset og på fælles nedtælling blev de mange balloner sluppet fri og begyndte deres himmelfærd sydpå. Det var et festlig og næsten rørende syn man kunne se over Åes og omegn.
Efter ”himmelfærden” begav alle sig tilbage til forsamlingshuset hvor kirkekaffen ventede og man fik tid til at tale men hinanden.