“Jeg har aldrig været god til at sige nej,” siger Børge med et skævt smil. Nu tager han hul på et nyt kapitel – stadig med nysgerrighed og varme i øjnene. (Foto Jørn Kildall)
VRØNDING - Børge Jørgensen fra Vrønding er 77 år og stadig nysgerrig. Nu tager han hul på et nyt kapitel i livet, drevet af alt det, der stadig rumsterer i hjertet og hovedet.
Tekst og foto Jørn Kildall
Nogle gange skal der ikke mere til end en god artikel og en vågen nat. For Børge Jørgensen blev det præcis sådan. Han lå i sommerhuset, læste et interview med Bertel Haarder og vågnede klokken tre. Og så tog han en beslutning.
– Jeg gik op, læste artiklen igen, og så meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, siger han med et skævt smil. – Jeg tror egentlig bare, jeg trængte til at mærke, at jeg stadig kunne gøre noget.
For det handler ikke kun om partier og paragraffer. For Børge handler det om livserfaring, lokal forankring og en aldrig helt slukket lyst til at blande sig i det, der sker omkring én.
Et liv med fællesskab i rygraden
Børge er vokset op som midterbarn i en søskendeflok på fem. Barndomshjemmet var præget af arbejde, værdier og samvær. Faren var teglværksarbejder og aktiv i fagforeningen. Hårde tider, men også stærke sammenhold.
– Det var bare sådan, man levede. Man delte det, man havde, og man hjalp, hvor man kunne, fortæller han. – Jeg tror, det har fulgt mig hele livet, det dér med at engagere sig. Det føles ikke som en pligt – mere som noget, man naturligt gør.
Efter mange år i foreningslivet, Sportssammenslutningen og Seniorrådet kunne han egentlig godt have sagt: nu har jeg gjort mit. Men Børge tænker ikke sådan.
– Jeg har jo arbejdet politisk uden at være politiker, kan man sige. Når noget betyder noget, så må man gå ind i det. Sådan har jeg det stadig.
Børge Jørgensen byder på kaffe hjemme i stuen i Vrønding. “Man får de bedste samtaler over et par kopper,” siger han – og det kan man egentlig godt mærke. (Foto Jørn Kildall)
Det dér prik på skulderen
Beslutningen om at stille op kom ikke helt ud af det blå. Et møde med en bekendt på en gåtur i Hornborg satte noget i gang. En sætning, en samtale – og så begyndte tankerne at snurre.
– Jeg har prøvet det før i mit liv. At noget prikker mig på skulderen. Og så ved jeg godt, at jeg ikke slipper det igen.
Han talte med venner. Med familien. Og vigtigst af alt: med konen.
– Hun sagde: hvis du vil, så støtter jeg dig. Og det betød virkelig noget. Vi har jo talt om at skrue ned, men samtidig... jeg havde det i kroppen. Jeg havde lyst.
Fra Christianshavn til Vrønding – og det hele imellem
Det er tydeligt, at Børge tænker i sammenhænge. I forbindelser mellem fortid og nutid. Et besøg i København med familien, hvor de gik langs havnen, forbi hans gamle arbejdspladser fra 60’erne, satte endnu flere tanker i gang.
– Det var ret særligt. At kunne vise mine børnebørn de steder, hvor jeg selv trådte mine barnesko. Og så slutte dagen med kultur, musik og H.C. Andersen. Jeg skrev faktisk bagefter til en ven: Det her, det er det, vi skal værne om.
Et menneske i bevægelse
Der er noget roligt og reflekteret over Børge. Men også noget stædigt og levende. En insisteren på, at alder ikke er lig med stilstand.
– Jeg har aldrig været god til at sige nej, indrømmer han. – Det stod også i min fødselsdagsartikel i Folkebladet, da jeg blev 70. “Børge kan ikke sige nej.” Og der er måske noget om det.
Men det handler ikke om at sige ja til hvad som helst. Det handler om at sige ja til det, der føles rigtigt. Til det, der kalder.
– Det bliver sgu sjovt, siger han og smiler. – Og lidt skræmmende. Men mest af alt – meningsfuldt.
