Peters planteskole flytter til Camotes



Peter Kühne som har drevet Peters Planteskole i Sattrup, i 31 år, holder ophørsudsalg og flytter til Filippinerne i slutningen af november. (Foto: Per Bonde)

SATTRUP - De fleste vil nok spørge, hvor er Camotes? Svaret er at Camotes er en ø i Filippinerne, og herefter vil de fleste nok sige, det er da lidt langt væk.

Tekst og foto Per Bonde

Ja, siger Peter, det er langt væk, men det er der, jeg har valgt, at jeg vil tilbringe de næste forhåbentlig mange år af mit liv. Camotes er en tropisk ø, hvor temperaturen sjældent kommer under 25 grader, og det passer perfekt til mig, der altid har hadet den danske vinter, med meget mørke og lave temperaturer, så stedet er det perfekte match.

Ud over klimaet er der et andet match, der er perfekt, nemlig kvinden i mit liv, som bor på Camotes. Vi havde overvejet at slå pjalterne sammen i Danmark, men det er simpelthen for bøvlet, så valget var egentlig ikke særlig svært, siger Peter

Peter får travlt

Det ligger ikke helt fast, hvad det bliver for planter, jeg kommer til at fremelske, men jeg er sikker på, at min uddannelse og viden om planter, også vil komme mig til gavn dernede, og jeg tænker der bliver travlt, for dernede vokser alting jo hele året. Jeg har indtil videre erhvervet et areal på størrelse med en lille fodboldbane, så må vi se om, det er nok, forklarer Peter.

Det er selvfølgelig med et stort vemod, at jeg må lukke min planteskole her i Sattrup. Jeg har haft den 31 år, så den har fyldt rigtig meget i mit liv. Desværre kan jeg ikke være to steder på én gang, så derfor har jeg sat planteskolen til salg, og indtil videre holder jeg ophørsudsalg, og gør vinterklar, inden jeg til november flytter til Camotes.

Jeg glæder mig til at komme af sted og bygge noget nyt op - både tilværelse og forretning - i et klima, der tiltaler mig meget mere end det danske, slutter Peter.
 

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024