Gudstjenesten i såvel Yding som Østbirk vil blive beriget med trompetist-spil af Lise Nielsen.
Denne dag i kirken mindes vi dem, vi har mistet og dermed ikke længere har iblandt os. Navnene læses op på dem, der er døde og eller begravet på vore Kirkegårde siden sidste Alle Helgen. (I Yding læses navnene op for de sidste fem år).
Vi levende skal naturligvis leve vores liv og nogle gange tror jeg ligefrem, at det kan være en hjælp for ”livskraften”, at der gives stunder, hvor det er i orden at mindes og tænke tilbage, og hvor der gives en stund til at sørge og savne.
”Min usynlige søn” - en bog jeg læste. Det er en far, der har mistet sin 7. årige søn, der skriver om det. Han fortæller om, at det er en del af smerten, at måtte begrave sønnen, men også en del af smerten, at ingen nu mere nævner hans nu døde søn. Hans søn, var nu i andres øjne blevet usynlig.
Når faren fortalte til andre om sin døde søn – kiggede folk væk og ville hellere tale om noget andet.
Faren kæmpede også med andre fortvivlede tanker. Hvor er min søn nu? Er det som ateisterne siger bare det store intet. Er han bare væk eller er der andet og mere?
Storebroren – en tiårig dreng - til afdøde, tegnede tegninger. tegninger af hans nu afdøde bror. En af tegningerne, her var den døde bror tegnet som en engel. En anden her sad han på en sky. En tredje var der en engel, der holdt ham i hånden foran en gravsten. En fjerde tegning herunder havde han skrevet: ”Du kan se ham med dit hjerte”.
Disse tegninger - når forældrene kikkede på dem - så var det for dem som at de tændte et lys i mørket.
”Hvis det er sådan det er, kan jeg leve med det” sagde deres mor.
Om det er sådan det er, ved vi ikke, men det var sådan en 10-årig kunne sætte ord på det håb og den tro, at der er fremtid for os. Også når vi dør. Også når det forekommer os, at være det dybeste sorte mørke hul.
At have mistet, er at have en usynlig bror, mor, søster, søn, datter, nabo osv. Vi er forbundet med dem vi mistede - selvom vi ikke ser dem mere. Vi drømmer om dem. Vi færdes sammen med dem også efter begravelsen, også efter de har sluppet vores hånd for sidste gang. Og det bliver de ved med. Dem, der har været en del af vores liv - vi taler måske med dem. Vi tænker på dem. Og ind imellem bliver de synlige så vi ”kun” kan se dem med hjertet.
Karen Blixen skal have sagt at ”Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem ”.
Det er derfor, det er så vigtigt, at vi mindes vores døde - for de er til i vores minder og i vores fortællinger. Gode minder og fortællinger holder os fast på vore døde. Gode minder og fortællinger - siger det bedste om vore døde som vi selv kan tage ved lære af.
Vi har alle nogen vi har mistet – det er almenmenneskeligt – så kom og vær med!
Gudstjenesten i såvel Yding som Østbirk vil blive beriget med trompetist-spil af Lise Nielsen.
Der er i Kirkerne en kop Kaffe til enhver, der kunne have lyst.
Der er i Våbenhuset Kirkegårdslys. Enhver er velkommen til at tage et lys og sætte ud på sine kæres grav.
Alle Helgens søndag den 5. november i Yding Kirke kl. 17.00 og Østbirk Kirke kl. 19.00.
