Birkebos Centerråd i fuldt vigør



Birkebo Centerråd består af formand Svend Erik Madsen, næstformand Ann Asmussen, kasserer Preben Hansen samt Olga Nielsen, Ernst Nielsen, Lissy Madsen og Steffen Nørregaard. Erik Bircklow og Karen Hansen er suppleanter.

Arrangementer for alle +60 og førtidspensionister i Østbirk og opland.

Birkebo Centret på Vestbirkvej i Østbirk indeholder i dag mange funktioner. Birkebo er et topmoderne plejecenter med 22 plejeboliger og en aflastningsbolig. Tilknyttet centret er Festsalen og udenom centret er der to dejlige gårdhaver og udenomsareal med en pavillon, som er til fri afbenyttelse.
 Det åbne aktivitetscenter er et brugerstyret center for selvhjulpne folke- og førtidspensionister og efterlønsmodtager. Det er frivillige, som er hjælpere/vejledere ved aktiviteterne på centret, og det er brugerne, som er medbestemmende til, hvad der skal foregå.
 Birkebo Centerråd har 1. september udgivet programmet for efterårets måneder og frem til jul - et program der er med til at gøre Birkebo et aktivt og godt sted at være. Centerrådet tilbyder aktiviteter og arrangementer for alle +60 og førtidspensionister i Østbirk og opland.
 - Nogle tror fejlagtigt at Centerrådet laver arrangementer for Birkebos beboer, og vi hører stadig spørgsmålet, hvem er Birkebos Centerråd, fortæller Lizzy Madsen.
 - Vi vil gerne slå fast at sådan er det ikke. Centerrådets primære ugentlige aktiviteter foregår i vinterhalvåret i café eller festsal. For øjeblikket tilbydes engelsk, madlavning og fra i år også tysk. I festsalen er der gymnastik, ligesom fitnesscenteret er til fri afbenyttelse, dog skal man tilmeldes, hvis man vil deltage på hold, siger Lizzy.
 Det er gratis at deltage i ugens faste aktiviteter på Birkebo. Ved underholdningsarrangementer og udflugter opkræves et beløb, og ved de populære søndagscaféer med amerikansk lotteri betales et mindre beløb for kaffe og brød.
 Om sommeren, og når vejret er til det, er krolfbanen ved pavillonen blevet en stor succes, og her nydes en kop kaffe i pavillonen efter spillene.
 - Ja, faktisk er der ingen grænser for hvad Centerrådet kan sætte gang i, siger Lizzy.
 I samarbejde med Birkeklubben - Birkebos støtteforening - arrangeres bl.a. fastelavn og julemarked, men i det hele taget følger Centerrådet gerne op på gode idéer fra brugerne.
 Centerrådet håber at se endnu flere aktive ældre i aktivitetscenter Birkebo. Arrangementerne kan man altid finde annonceret i Østbirk Avis Østjydsk Avis - senest bl.a. foredrag, busture, chokoladesmagning og musikalske arrangementer, som for nylig da Optimisterne fra Gl. Rye var på besøg ved en hyggelig eftermiddag, hvor menuen var ost og rødvin.

winkBliv ven med din lokale avis på Facebook her!

Lignende artikler

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025