Gunni Møller Mogensen, Hovedgård, arrangerer de populære blueskoncerter i Kattrup Forsamlingshus
Mød Gunni Møller Mogensen, formand for Hovedgård Bluesforening, som egentlig ikke kunne lide bluesmusik til at begynde med, men han kom til at elske den og nu er han en af de store drivkræfter bag de velbesøgte blueskoncerter i forsamlingshuset i Kattrup, som gæsterne gerne rejser langt for at opleve.
Gunni Møller Mogensen blev født i Rask Mølle, 1961, hvor hans far var købmand i byen og hans mor hjalp til i butikken. Gunni gik 10 år på Rask Mølle skole og husker sin barn- og ungdom som god og han fortæller:
Vi voksede op i en tid uden meget elektronik og vi legede sammen udendørs, og vi kunne nemt være 20 unger samlet når det var godt vejr og sommer. Der var altid fuld fart på og de fleste af os skulle komme hjem når gadelygterne blev tændt… men det var ikke altid det lykkes, griner han inderligt og fortsætter med at fortælle om det som fyldte mange af drengenes drømme og fritid – nemlig knallerten:
- I skolen var jeg god til metalsløjd, mine hænder var skruet godt på og jeg var god til at skrue i knallerter. Jeg fik min første Yamaha 4-gears knallert tre måneder før jeg var gammel nok til at måtte køre den. Det var en anden tid og min far sagde: Hvis du kan styre den, så smut du bare… så det gjorde jeg selvfølgelig.
Rask Mølle var knallertens paradis
Da Gunni blev lidt ældre og trådte ind hvad han kalder ”knallert-tiden”, der var krydret med piger og bajere. Dengang kunne man købe en ny Yamaha knallert for 3.500 kroner og han købte sin første hos Uldum Cykel og Knallerter. I dag koster de samme, veteran-modeller, omkring 40.000 kroner.
- En af mine kammerater havde en knallert som var tunet og vi fik skaffet et tun-sæt til min knallert, det var på 5,4KH og det fik vi sat på min knallert og topfarten var lige pludselig omkring 80 km/t… og ved hjælp af polerede skyllekanaler kunne vi få farten op på omkring 95 km/t. og han fortsætter med at fortælle om hvordan man som ung i Rask Mølle tog til halbal og fester i de omkringliggende byer:
- Vi gik til halbal i Rask Mølle Hallen, forsamlingshus-baller i Åle og Hornborg, vi kom på Pejsegården i Brædstrup. Vi begyndte ofte med en forfest hvor vi kom kørende på vores knallerter med en pose øl hængende på styret… ja, der var gang i den, husker Gunni tilbage på en god tid i ungdommen.
Gunni indrømmer også at det var en vild tid og når han fortæller unge mennesker i dag hvad de lavede, er det ikke alle som tror på ham, men den er god nok.
Stud. Mek. på kollegie i Viby J.
Færdig med folkeskolens 10. klasse og Gunni flytter som 17-årig til Århus og hvor han kom i lære som automekaniker. Han fik værelse på Ravnsbjerg Kollegiet i Viby.
- Man skulle være under uddannelse for at få et værelse og helst gå på universitetet. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle fortælle de andre på kollegiet hvad jeg lavede og min daværende svoger hjalp mig på vej og ved en fællesspisning præsenterede vi os for hinanden og jeg fortalte at jeg var stud. mek. Der var masser af anerkendende blikke fra de andre, men ingen af dem vidste hvad det var, griner Gunni hjertelig.
På et tidspunkt spurgte en af de andre beboerne på kollegiet: Gunni, det der stud. mek. – hvad er det? Gunni kunne fortælle at han læste til mekaniker og det fik de øvrige til at bryde ud i latter og han var accepteret.
Militæret var ikke noget for Gunni
Da Gunni som ung mand skulle på session var han ikke indstillet på at ”springe” soldat og han kom til session i Århus hos en gammel støvet militærlæge.
- Jeg tænkte at jeg kunne snyde ham ved høreprøven… så når de tændte for testtonen markerede jeg ikke, og han skruede højere og højere op, inden jeg markerede ved at række hånden ti vejret. Da høreprøven var slut, sagde lægen: Mogensen, De er jo total døv! Sådan en slags som Dem kan vi ikke bruge i forsvaret! Da jeg gik hen ad gulvet, kunne han se at min ryg var skæv og spurgte til sidst om jeg ville være ked af ikke, at komme ind til militæret? … og det var jeg jo ikke og han sluttede af med at sige, at min slags kunne man ikke bruge i militæret. Så jeg blev kasseret på sessionen.
Hovedgård elværk er næste stop
Efter at have været i lære i et år i Århus, døde hans unge mester i et trafikuheld. Heldigvis tilbød hans bror Poul Rasmussen, at Gunni og to andre lærlinge kunne fortsætte deres læretid hos ham på værkstedet i Skejby.
Efter at Gunni blev udlært havde han lidt småjobs og vidste ikke hvad han ville. Han kendte til Hovedgård og fik job på elværket i byen også kendt som H.O.H. (Hovedgaard og Omegns Højspændingsanlæg) – her var han højspændings montør og kravlede rundt i elmasterne. På en køretur inde i Horsens så Gunni Falck stationen på Nørrebrogade og han tænkte måske var det noget?
Han talte med stationslederen og spurgte om han ikke kunne bruge en mekaniker? Det kunne han godt, men han skulle have en ansøgning. Senere blev han ringet op af Johannes Rasmussen fra Falck i Skanderborg som havde set Gunnis ansøgning og han blev inviteret til en jobsamtale.
- Det var ikke et kønt syn da jeg ankom til samtalen, for jeg var lige faldet ned fra en stige og kom ind på stationen på krykker og tænkte, at jeg får nok ikke jobbet, da vi var tre til samtale – men det endte med at de valgte mig og en af de andre ansøgere.
En lang karriere begynder hos Falck
Fredag morgen 2. maj 1986 træder Gunni ind ad døren hos Falck i Skanderborg og blev sendt ud at køre ambulance fra første dag sammen med mekanikeren Kurt Olesen, fra Østbirk, en rutineret og erfaren kollega og Gunni fortæller at så var man ligesom i gang med det nye job:
- Det var lidt en slags mesterlære vi var udsat for, men vi kom også på regelmæssige kurser for at lære det grundlæggende og for at holde vores færdigheder vedlige.
Gunni var lidt en anderledes type end sine kollegaer – mange dem havde drømt om at blive politibetjent eller brandmand og få lov til at køre med blå blink. Det var ikke hans drøm fra begyndelsen og at han havnede hos Falck, var næsten en tilfældighed.
- Men efter at have haft arbejdet i få dage, kunne jeg mærke at det her var fedt og jeg faldt hurtigt til i arbejdet og med de blå blink. Jeg elskede det job og de første 10 år var fantastiske for vi lavede jo alt muligt forskelligt. Vi havde jo monopol dengang og kunne bruge den tid der var nødvendig for at løse en opgave, forklarer Gunni Møller Mogensen.
Gunni husker en episode hvor de gamle Falck-ejere kom ind på stationen i Skanderborg og de så at der holdt mange køretøjer på pladsen og der var mange reddere hjemme, de smilede begge og gamle Andersen sagde: Det er godt drenge, vi tjener penge i dag… vognene er pudset og står snorlige i garagen.
- Jo mindre vi kørte, jo mere tjente firmaet ved at spare på brændstoffet. I dag er situationen den omvendte hvor vi tjener pengene på at være ude… ja, det var sandelig en anden tid, konstaterer Gunni.
Krævende prøver for behandlerne
I slutningen af 1990’erne ændrede man på ambulancereddernes kompetencer, og nu skulle de foretage præhospital behandling af patienterne på skadestedet og i ambulancen, såsom at stabilisere, måle og overvåge patienten på vejen til hospitalets modtagelse. Gunni blev udvalgt til at være med i det såkaldte spydspidsprojekt og måtte gennem en ny krævende uddannelse:
- Jeg var allerede meget glad for at have rollen som den der befandt sig i ambulancens bårerum, det var noget jeg rigtig godt kunne lide. Den nye uddannelse var benhård, da vi nu skulle være en slags paramedicinere og være første led i behandlingen af patienten, men det var kanonspændende at være med til.
Hvert år skulle redderne op til en skriftlig prøve og en praktisk test, hvor man skulle bestå for at fortsætte som redder/behandler. Censorerne var læger fra sygehusene. Gunni og hans kollegaer var udfordret og alle gjorde deres bedste for at bestå de krævende prøver.
Gad ikke nattevagterne længere
Efter 22 år som redder var Gunni kørt træt af nattevagterne og han gik ind til sin stationsleder og sagde:
- Jeg er meget glad for mit job. Stationslederen kiggede over sine briller og så på mig… han kunne høre at der var noget galt. Jeg skal have dagvagter, jeg vil ikke køre om natten mere, sagde jeg til ham. Han sagde at det var jeg ikke gammel nok til – nu var der kun en vej tilbage at sige arbejdet op, understreger Gunni.
Stationslederen tænkte over Gunnis udmelding et par dage, men det var ikke muligt at få ændret på arbejdsbetingelserne. Derfor lagde Gunni sin skriftlige opsigelse på stationslederens bord og forlod Falck for en stund.
Gunni prøvede nu kræfter med sit gamle job som mekaniker og havde inden han forlod Falck sendt en ansøgning til Falck Teknik, og Gunni fortæller om hvad der skete:
- Efter et par år blev der en stilling ledig i Horsens og jeg blev ringet op af en servicechef for Falck Teknik som spurgte om jeg stadig var interesseret i et job hos ham? Det var jeg helt klart og kort efter begyndte jeg hos Falck Teknik som servicemand, et job jeg stadig har.
MC-mand hele livet
Efter Gunni holdt op med knallerterne, faldt interessen naturligt på motorcykler. Et par år efter han havde fået kørekort til bil skulle han også have til motorcykel.
- Min første motorcykel var en Suzuki 550 og efter et par år købte jeg en 750-er og sådan blev de større og større. Jeg blev forelsket i de helt store motorcykler og købte en Suzuki 1800 for snart 10 år siden som jeg stadig kører på, fortæller han.
Gunni og hans kæreste Inge kører begge to motorcykel og deres ferier går med at køre rundt i Europa, men han understreger at de begge er blevet for gamle til at ligge i telt. De vil sove under ordentlige forhold.
De nyder også at komme i den lokale motorcykelklub MC Quasimodo i Hovedgård hvor de føler sig velkomne og næsten altid er med til deres arrangementer.
Musikken har altid være en del af hans liv
Mange kender Gunni Møller Mogensen som formand og primus motor for bluesen i Hovedgård/Kattrup og musikken har altid fyldt meget, men det skyldes ikke at han kommer fra en hjem med klaver og han uddyber:
- Min far kunne ikke fløjte en tone og min mor kunne spille lidt harmonika, så min musikalske interesse kommer ikke derfra. Jeg har altid været glad for musik i skolen og jeg kan huske fra min skoletid, at der var bestemte ugedage hvor jeg skulle skynde mig hjem og høre Top-20 i radioen med Hans Otto Bisgaard eller Christian Flagstad, som begge spillede noget god gedigen rockmusik. Det var noget jeg kunne lide.
Gunni sad derhjemme – ligesom mange andre unge i den tid – med to fingre klar på kassettebåndoptagerens optageknapper og ventede på at musikken gik i gang, så man kunne få de bedste numre optaget.
- Jeg sad og lyttede til at de lagde op til næste nummer, og når de sagde Deep Purple, så var det lige mig. Så fik man trykket på optag og det gjaldt om at stoppe inden de begyndte at tale igen. Jeg kunne ikke lide Jørgen Mylius for han spillede ikke meget rockmusik og han talte altid ind over musikken så vores optagelser blev ødelagt, konstaterer han og ler.
Gunni hørte masser af rockmusik og var næsten besat af, at lytte til musikken som blandt andet omfattede The Doors, Deep Purple, The Rolling Stones og The Birds. På et tidspunkt opdagede Gunni musikken fra Pink Floyd og han var solgt:
- Her var der kræs for øregangene og jeg blev sat hen i en helt anden verden. Jeg husker da albummet The Wall kom, for jeg boede i Århus og en af mine kammerater havde lige købt dobbeltalbummet og han ringede og sagde: Du skal komme hjem i weekenden og høre musik! Det var begyndelsen til en periode med masser af symfonisk rock.
Gunni opdager bluesmusikken
I midt 80’erne stifter Gunni bekendtskab med bluesmusikken, men bliver ikke rigtig fanget af den fra begyndelsen:
- Jeg vidste ikke hvad jeg synes om musikken, for den var jo lidt langsom og der var for lidt gang i den. På et tidspunkt hørte jeg B.B. King og han fik vakt min interesse… der var noget ved ham og musikken som talte til mig, men mine kammeraterne forstod ikke musikken og sagde: Hvad fanden er det for noget lort?
Gunni synes musikken var fantastisk og vidste at han var tilbage til rockens musikalske rødder. Hans nysgerrighed var vakt og Horsens Bibliotek blev stedet hvor Gunni kunne få tilfredsstillet sin musikalske videbegærlighed. En ny verden åbnede sig for ham og han slæbte – bogstaveligt – alle LP-plader og Cd’er der havde det mindste med blues at gøre med hjem for at gå på opdagelse i en ny verden.
- Jeg blev mere og mere grebet af musikken, og tænkte at jeg også skulle opleve musikken live. Helt tilfældigt kom jeg til en koncert med hedengangne JJ Blues Band fra Horsens på Seminariet i Gedved. Det var en kæmpe oplevelse og jeg var solgt til musikken, fortæller han og drømmer sig tilbage til sin blues-dåb.
Oplevelsen i Gedved blev indgangen til hundredvis af live blueskoncerter og Gunnis bluesverden blev endnu større da han ”opdagede” de fremragende udenlandske bluesmusikere.
- Jeg mødte en masse mennesker og mange af dem er mine venner i dag, de var alle flinke og venlige, og alle bands var nemme at snakke med. Der er en åbenhed og ligefremhed, og bandmedlemmer kommer næsten altid ud efter koncerterne ud og sætter sig blandt publikum… det er bare så fedt.
Gunni er på konstant jagt efter at finde nye navne og musikken fylder meget af hans liv nu.
Blues langt ude på landet
I begyndelsen af nullerne havde Horsens musikforeningen Rockkartellet og Gunni og en kammerat havde gået med en idé om at danne en pendant hvor man præsenterede bluesmusik på spillestederne. Gunni og kammeraten Claus Dyrmose deltog i den stiftende generalforsamling hvor der var mødt 30 – 35 personer op.
- Vi kunne se at drømmen kunne blive til virkelighed. Samtidig havde Rockkartellet drejet nøglen om og stoppet deres aktiviteter. Her fik vi en glædelig nyhed... bestyrelsen i Rockkartellet ville donere deres pengekasse til den nye forening, hvis den blev til noget. Så af asken fra Rockkartellet rejste Blueskartellet sig – født med penge, så arbejdet kunne begynde, konstaterer Gunni.
Da bluesen gik helt i sort
I tiden efter dannelsen af Blueskartellet gik Gunni og tænkte på hvorfor musikken ikke kunne spille udenfor Horsens byskilt? Gunni fik samlet fem - seks personer, heriblandt Henrik Kjær Andersen som er Gunnis praktiske makker når der skal laves koncerter og festival. Sammen stiftede de Hovedgård Bluesforening.
- Vi lagde alle lidt penge i kassen og vi kontaktede forsamlingshuset i Tvingstrup om de ville lægge lokaler til en blueskoncert. Heldigvis sagde de ja, men vores åbningskoncert med Working Mojo fra Odense gik helt i sort. Vi havde fyldt forsamlingshuset med lys og lyd, samt 170 gæster som havde trodset det voldsomme stormvejr som buldrede løs udenfor. Da de sidste gæster var ankommet, gik strømmen i forsamlingshuset – ja det ramte hele Tvingstrup samt i store dele af oplandet. Hele vejen igennem de mange år har min makker og tro væbner Henrik Kjær Andersen altid stået ved min side… han er en kæmpe hjælp og støtte til vores arbejde med musikken, uden ham var der ikke meget at komme efter, fortæller Gunni med varme i stemmen.
Bandet som skulle spille, var endnu ikke ankommet, da de havde problemer med at finde rundt i det meget mørke Jylland den aften. Men efter at Gunni havde guidet dem gennem den mørke stormende aften ankom de endelig til Tvingstrup. I det samme som bandet gik på scenen, kom strømmen tilbage til Tvingstrup og forsamlingshuset og bifaldet fra publikum ville ingen ende tage. Så var den debut skudt i gang og alle ville kunne huske det bagefter.
- Vi havde et brag af en debut og Henrik Kjær Andersen kunne allerede se at vi stod med en succes og at vi nu var nødt til at fortsætte med blueskoncerter. Sammen med resten af bestyrelsen og de frivillige gik vi gang med at stable koncerter på benene, kommenterer Gunni Møller Mogensen.
Langsomt men sikkert fik man løbende anskaffet eget lys- og lydanlæg til scenen i Kattrup Forsamlingshus og med 12 år på bagen er der stadig god støtte til foreningen fra medlemmer, gæster og de lokale sponsorer. Foreningen afholder 5 -6 koncerter om året med store danske og udenlandske bluesnavne på plakaten – In The Middle of Nowhere som Gunni plejer at skrive i sine pressemeddelelser.
Bluesfestival er en gammel drøm
Gunni har længe før Hovedgård Bluesforening blev stiftet gået med en drøm at lave en lokal bluesfestival sammen med kammeraten Claus Dyrmose. De gik aldrig rejst de mange penge som det kræver at realisere en musikfestival, så drømmen blev gemt, men ikke glemt.
- Vi var nået langt den gang med kommunen som stillede med en underskudsgaranti, men vi kunne ikke finde pengene til at lave en festival. Til vores koncerter i Kattrup Forsamlingshus har vi ofte besøg af Helene Ejsing som har Provstegården Bed & Breakfast i Kattrup og hun synes at vores koncerter er megafede, og hun spurgte på et tidspunkt om vi ikke kunne tænke os at lave udendørs koncerter? Vi var ikke helt varme på idéen da der er mange ting som kan gå galt og vejret er en af de store risici, konstaterer Gunni Mogensen.
Heldigvis så gav Helene Ejsing ikke op så let og foreslog at man kunne bruge den store plæne ved Provstegården som koncertplads. Hun bad Gunni og de øvrige om at kigge ind til en kop kaffe og se om stedet ikke kunne bruges til formålet. Gunni var ikke helt med på idéen men fortalte om den:
- Da Henrik Kjær Andersen hørte om idéen kunne han straks se mulighederne og var med på den. Ved det første møde fortalte Helene at hun ville lukke for Bed and Breakfast mens festivalen kørte og musikerne kunne bo i stedets værelser… nu begyndte det at ligne noget! Vi fik skruet et samarbejde sammen, så der var noget at tjene på det, for begge parter.
Kattrup Park Blues havde premiere 8. september 2018 og der hvilede næsten en forbandelse over arrangementet, for det havde regnet uafbrudt i flere dage inden starten – men som mirakel holdt regnen op og solen kiggede frem samtidig med at de første gæster kom ind på pladsen. Da festivalen var fordi om natten, kom regnen igen.
Man fortsatte med Bluesfestival i 2019 og her havde man skaffet et stort telt som kunne holde regn og blæst ude – desværre måtte man aflyse årets udgave af Kattrup Park Blues da Corona-krisen og forsamlingsforbuddet gjorde det for usikkert om man kunne gennemføre eller ej. Alle gæster blev tilbudt pengene tilbage for deres billetter, men kun to gæster valgte at tage mod tilbuddet og man forventer at kunne afholde festivalen igen 28. august 2021.
Kildall
