Broarbejde giver trafikgener ved Horsens N



(Foto Vejdirektoratet)

E45/Horsens Nord - Vejdirektoratet forbereder støbning af ny bro over E45 – spærringer og omkørsler fra 25. marts.

Af Jørn Kildall. Foto Vejdirektoratet

Trafikanter i og omkring tilkørsel <55> Horsens N må forberede sig på ændrede forhold i den kommende tid, når Vejdirektoratet igangsætter støbningen af en ny bro for Østbirkvej over E45.

Spærring i aften- og nattetimerne den 25.-26. marts

Allerede tirsdag aften den 25. marts vil der være spærring af motorvejen i forbindelse med forberedelser til brostøbningen. Her skal en kran løfte stilladselementer på plads, hvilket kræver lukning af først sydgående og derefter nordgående spor. Arbejdet foregår fra kl. 19.00 tirsdag aften til kl. 06.00 onsdag morgen.

Der etableres en kort omkørsel via ramperne ved Horsens N. Hjemmeværnet vil være til stede og hjælpe med trafikafviklingen.

Støbearbejde i 30 timer fra 1. april

Støbningen af selve broen finder sted fra tirsdag den 1. april kl. 06.00 og forventes at vare i 30 timer – frem til onsdag den 2. april kl. 12.00. I denne periode vil både Østbirkvej og E45 være påvirket af arbejdet.

På Østbirkvej vil der kun være ét farbart spor i dagtimerne den 1. april. Trafikken vil blive reguleret med lyssignaler, der skifter mellem retningerne.
 

(Foto Vejdirektoratet)

Aften- og natspærring af E45 nordgående

Tirsdag aften fra kl. 18.00 og frem til onsdag morgen kl. 06.00 vil det nordgående spor på E45 blive spærret under broen. Trafikken ledes via ramperne ved <55> Horsens N og over Østbirkvej. Også her assisterer Hjemmeværnet.

Betonkørsel i pendulfart

Under hele støbearbejdet vil betonbiler køre i pendulfart til og fra byggepladsen – primært ad Østbirkvej fra vest. Det kan give trængsel, særligt i forbindelse med lastning og losning.

Vejdirektoratet opfordrer til alternative ruter

Vejdirektoratet anbefaler, at trafikanter i videst muligt omfang benytter andre ruter end Østbirkvej ved Horsens N i støbeperioden.

– Vi gør, hvad vi kan for at genere mindst muligt, men arbejdet vil kunne mærkes, udtaler projektchef John Kjærsgaard.

Den nye bro er en væsentlig del af ombygningen af tilkørslen ved Horsens N. Når broen er færdigstøbt, venter flere opgaver, før det samlede anlæg kan tages i brug i efteråret. Først herefter fjernes den gamle bro, så udvidelsen af E45 til tre spor i hver retning kan fortsætte frem mod forventet færdiggørelse i 2026.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

GFG Gymnastikopvisning 2025
15. mar 2025