Vi havde forberedt os i måneder, vi havde læst guidebøger, vi havde fundet og set naturudsendelser, kort sagt havde vi sat os grundigt ind, hvad vi kunne og burde se i løbet af vores ferie. Vi vidste også, at når man tager til så fremmede himmelstrøg, er der meget, der ikke er som i Danmark
Af Per Bonde
Så afsted med os mod Billund kl. 4.30, lidt tid i Paris og så videre til San Jose, som er hovedstaden i Costa Rica. Vi landede kl. 17.25 lokal tid efter at have været på farten i omkring 21 timer. Vi landede, mens det stadig var lyst, men da vi kom ud af lufthavnen, var det mørkt – ikke fordi paskontrol, og bagageudlevering var langsom, men fordi solen faktisk går ned inden kl. 18.
Meget fugtigt – hurra for aircondition
Vel ude af lufthavnens aircondition fik vi den første smag på klimaet på vores rejsemål. San Jose ligger omkring 1200 meter over havet, så temperaturen var omkring 25 grader, men til gengæld var luftfugtigheden tæt på de 100 %, så snart begyndte sveden at pible frem, og vi begyndte at se frem til at få smidt de lange bukser og sokkerne. Vores transfer til hotellet kom, og vi var tilbage i aircondition – vi havde dog fået en forsmag på klimaet i Costa Rica, så vi var lidt forberedte på dagene der kom.
Normalt er ferier for os noget med afslapning, sove længe og gå sent i seng. Sådan er det ikke at være på ferie i Costa Rica. Allerede første morgen skulle vi være klar til at tage videre kl. 5.45, hvor vi skulle hentes af en bus, der skulle bringe os det meste af vejen til Costa Ricas berømte skildpaddestrand – Tortuguero. Som de præcise danskere, vi er, var vi klar 5.35 i hotellets lobby, og havde tjekket ud.
Det rene liv
Det var så nu, vi fik den praktiske forståelse for Costa Ricanernes foretrukne udsagn – pura vida. Direkte oversat betyder det noget i retning af det rene liv, og vi havde selvfølgelig læst om det, men nok ikke helt forstået.
Klokken blev 5.45 – ingen bus. Klokken blev 6 – stadig ingen bus. På det tidspunkt havde jeg været udenfor hotellet og tage billeder af det to gange, så ja, jeg var lidt rastløs, og snakkede med portieren. Han var meget afslappet, og spurgte, hvornår vi skulle hentes, og hvor vi skulle hen. Da han fik det at vide, fik jeg den forklaring, at 5.45 var det allertidligste, vi kunne blive hentet, og at Tortuguero stadig ville være der, når vi engang kom frem, og så sluttede han af med – pura vida.
Han havde jo ret. Destinationen løber ingen steder, så sæt dig dog ned og slap af – du skal nok blive hentet og indhente tiden. Det blev vi så kl. 6.30, knap en time efter vi var klar. Set i et dansk perspektiv var den time spildt, men i pura vida perspektivet havde vi set natten blive til dag, set hotellet og omgivelserne vågne, set og hørt fuglene starte deres travle liv, og vi hav- de mærket byens puls slå i gang. Set i en feriesammenhæng er det da en meget bedre oplevelse end følelsen af at komme for sent – længe leve pura vida.
Morgenmad i Mellemamerika
Efter et par timer – eller var det tre (pura vida) - gjorde vi holdt for at spise morgenmad – costa ricansk morgenmad. Det hedder Gallo Pinto, og består af ris og bønner tilberedt på en pande med lidt olie, løg og diverse krydderier. Til det serveres røræg, og stegte plantaner (en slags madbananer). Røræggene havde vi helt styr på, men det andet var vi lidt famlende overfor. Skik følge eller land fly, så gør som de andre og fyld tallerkenen. Det smagte overraskende godt, og lagde en god bund langt op ad dagen. Det fik vi så hver dag resten af ferien, og så var det vist nok!
Kaffe som vor mor lavede den
Det var også her, jeg fik min første kop kaffe i Costa Rica. Den var dyrket, forarbejdet, brændt og brygget i Costa Rica, og det er noget de kan. Tre uger i træk fik jeg det bedste kaffe, man kan tænke sig. Det eneste sted, jeg fik kedelig kaffe, var på en stor kaffeplantage – men det er en helt anden historie.
Vi var stadig oppe i højlandet, så temperaturen var behagelig, inden vi steg på bussen igen for at blive transporteret til Pavonna. Her skulle vi skifte til en båd, der skulle fragte os de sidste 1½ time til vores hjem for de kommende to døgn. Da vi nåede Pavonna - stadig en time forsinket, var båden, der skulle hente os, næsten kommet, så ventetiden var kort – men til gengæld meget varm.
Man skal vænne sig til varmen
Vi var kommet til lavlandet, og temperaturen havde sneget sig op på 32 grader og stadig med en luftfugtighed tæt på de 100. For en dansker betyder det, at man konstant er svedig og dit tøj ikke bare føles klamt, det er klamt. På Evergreen lodge var der ikke aircondition, så man måtte ligesom forsøge at vænne sig til varmen og fugtigheden – det lykkedes ikke. Eneste håb var, at nattens komme ville bringe lidt kølighed – temperaturen faldt fra 32 til 28 grader, så det hjalp ikke meget.
I bussen havde vi kørt forbi den ene betagende udsigt efter den anden, men på båden kom vi tættere på, og der var ikke glas imellem os og naturen. Frodigheden er fantastisk. Regnskoven strakte sig i 30 meters højde på begge sider af Rio California i samtlige 1½ times sejlads, og vi tænkte, vi ender længere ude, end der hvor kragerne har vendt og vi kunne godt pakke telefoner og pc’er langt væk. Men nej, selv herude - mindst 30 kilometer gennem tæt regnskov fra nærmeste civilisation var der wifi, med samme dækning som hjemme i Østbirk – Costa Rica overraskede igen.
Landet er grønt, det samme er energien
En anden overraskelse er den miljøbevidsthed, der er i landet. De påstår, at deres elforbrug er over 90 % grønt, og man ser vindmøller i stor stil i højlandet og solceller paneler er der over alt. Hvis det er rigtigt, er de noget foran os i Danmark.
Vi synes, at vi i Danmark er langt fremme med at sortere vores affald, somme tider måske for langt, men Costa Rica er også med på bølgen – der sorteres, papir, plast, metal, mad og restaffald, og overalt er der opfordringer til ikke at smide affald – og det virker. Ingen steder så vi det flyde med affald, som man ellers ser mange steder sydpå.
Rigtig god veje
En tredje overraskelse var infrastrukturen – altså vejene. De fleste veje er asfalterede og uden alt for mange huller, så vi havde lidt svært ved at forstå, at Google kunne sige, at det skulle tage 3 timer at køre f.eks. 89 kilometer, men det skulle vise sig at passe meget godt. Aldrig har jeg kørt på et vejnet med så mange sving, og aldrig har det gået så meget op og ned. Det betyder, at når trafikken er en skøn blanding af gående, knallerter, personbiler og lastbiler, falder tempoet nogle gange til næsten gåtempo. Efter pura vida er kommet ind under huden, betyder det ikke så meget, at transporten tager lang tid, for der er så mange smukke udsigter at se på, og vi kommer jo frem alligevel.
Costa Rica er et fantastisk land at rejse i, man skal bare tage pura vida til sig.
