Hos Cirkus Trapez skal det være en oplevelse for hele familien at gå i cirkus samtidig med, at der værnes om de gamle cirkustraditioner som nostalgi, eventyr og duften af savsmuld og frisklavede popcorn.
Når Cirkus Trapez drager på sommerturné i Jylland og på Fyn, er det med en forestilling, der emmer af nostalgi, eventyr og artisteri i topklasse for alle aldre.
- Vi har stor fokus på, at sammensætte en forestilling, der først og fremmest er børnevenlig, men hvor forældre og bedsteforældre også skal føle sig godt underholdt, siger Isabella Enoch, der sammen med Bernhard Kaselowsky er grundlægger af Cirkus Trapez.
Nyhed i 2017 – Cirkus Trapez’ eget live band
- Vi var ude første gang i 2016, hvor vi høstede stor ros for, at vores forestilling var i børne- og øjenhøjde, og derfor fortsætter vi ud af den vej. Derudover har vi oprustet i forhold til sidste år. Det betyder blandt andet, at vi i år har et live band med, og det er med til at skabe den helt rette cirkusstemning og atmosfære i teltet, fortæller Isabella Enoch.
Med opjusteringen håber Cirkus Trapez på, at sætte en stor fed tyk streg under, at cirkus er lig med nostalgi og eventyr og, at man gerne vil værne om præcis disse dyder som en vigtig del af den danske kulturarv. Cirkus er en kærkommen lejlighed for vores publikum til at lade sig drage ind i en verden, hvor tingene sker lige nu og her, og hvor der ikke kan sættes på pause, spoles tilbage eller startes forfra.
- Cirkus er hjerteblod både for vores artister og alle andre i og omkring den rullende landsby. Vi håber på, at vi med vores forestilling kan give
vores publikum et afbræk på 2 timer, hvor vi leverer nærværende og autentisk underholdning, siger Isabella Enoch med et glimt i øjet og med masser af tro på, at cirkus har en berettigelse i en ellers fortravlet og teknologifikseret hverdag.
Årets forestilling byder blandt andet på hårhængende luftakrobatik, utraditionel balancekunst, cykelartisteri, klovnerier og masser af dyr.
Cirkus Trapez har forestilling i Østbirk den 29. august kl. 18.00 og i Brædstrup den 30. august kl. 18.00. Østbirk Avis Østjydsk Avis finder 3 heldige vindere af 2 billetter til forestillingen i Østbirk. Du deltager i konkurrencen her!