Debat: Der er ikke tid til grøn tøven



Martin Arberg

Midtjydernes lyst til at udskifte oliefyr og naturgas med et grønnere alternativ afhænger af økonomien. Men nu er der hjælp på vej – hvis du altså er hurtig på tasterne.

Af TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd i Region Midtjylland, Martin Arberg m.fl.

Den 7. april er en vigtig dato for de mange midtjyske boligejere, som har tøvet med at sige farvel til deres gamle oliefyr eller naturgas. Det er dagen, hvor man kan søge støtte fra Bygningspuljen, hvis man fx vil investere i energiforbedringer af hjemmet.

250 mio. kroner er i spil ved den første af tre tilskudsrunder i år. Det lyder måske af meget, men i praksis vil beløbet være alt for lille til at dække behovet for de tusindvis af boligejere, som vil have del af pengene. Da et tilsvarende beløb blev gjort tilgængeligt sidste år, var alle pengene brugt på blot fire dage, og cirka 13.000 ansøgninger endte med afslag. Det gælder med andre ord om at være hurtig på tasterne.

For skal vi have gang i den grønne omstilling i de midtjyske hjem, ja, så skal der penge på bordet. I en befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne svarede 41 procent af de boligejerne i Region Midtjylland, at netop prisen på installationen af varmepumpen var den største barriere.

Samtidig svarer 18 procent, at de har svært ved at gennemskue markedet. Derfor er det også en skidt idé at købe varmepumpen i det lokale byggemarked. I stedet bør du holde dig til autoriserede VE-installatører, der ved, hvad de har med at gøre og kan finde en løsning, som er tilpasset dine behov. Ellers risikerer du at stå skuffet tilbage med en pumpe, der ikke lever op til forventningerne.

Når man så samtidig tænker på, at der stadig er tusindvis af boliger i regionen, som opvarmes med olie og naturgas – f.eks. er der stadig 1.880 oliefyr i Aarhus, 1.360 i Herning og 1.620 i Silkeborg (hvor der også er over 8.000 gasfyr) – så gælder det om at komme i gang, mens der stadig er tilskudskroner at få fat i.

Derfor: Benyt nu lejligheden til at omsætte de grønne ambitioner til handling. Det giver god mening i længden – både for miljøet og din pengepung.

TEKNIQ Arbejdsgiverne

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024