Debat: Minksagen kræver tilbagerulning af Mørklægningsloven



Susan Kronborg (RV), MF

I disse dage taler vi alle sammen om minksagen. Og vi kan jo forstå, at regeringen er for magtfuldkommen og lukker sig om sig selv. Det er derfor vanvittigt frustrerende, at journalister ikke har den gamle adgang til aktindsigt. Havde vi den gamle Offentlighedslov, så behøvede vi jo ikke sidde og gætte på, hvad styrelserne har sagt og gjort i forhold til ministerierne.

Af Susan Kronborg (RV), MF

Samtidig ønsker Venstre, at alle 179 folketingsmedlemmer skal have fuld indsigt i Claus Hjort Frederiksen sagen og de fortrolige statshemmeligheder. Offentligheden kan ikke få indsigt i dokumenter sendt mellem ministerier, men Venstre kræver selv indsigt i statshemmeligheder for alle 179 folketingsmedlemmer.

Jeg er med på, at Venstre har sølvpapirshatten på og har en særlig bagtanke, nemlig at de ikke stoler på den siddende regering hverken i minksagen eller i Claus Hjort Frederiksen sagen.

Og der kan jeg så ønske at tage Venstre på ordet. Hvis Venstre har så store sølvpapirshatte på, må det være helt indlysende, at Venstre i samme omgang bør erklære, at Venstre vil stemme for en tilbagerulning af mørklægningsloven.

Med al sandsynlighed får Venstre ikke regeringsmagten næste gang. Det er altså nu, at Venstre skal forhindre de i Venstres optik magtfuldkomne socialdemokrater eller de potentielt magtfuldkomne konservative.

For magtfuldkommenhed forhindres med aktindsigt i ministerbetjening, dokumentudveksling mellem styrelser og ministerier, kalendere mv.

Vi bør i øvrigt stille det spørgsmål til Venstre, om Venstre selv ville have stoppet sagen mod Claus Hjort Frederiksen, hvis Venstre havde regeringsmagten?! Ved at Venstre forlanger, at regeringen skulle have stoppet sagen, opfordrer Venstre præcist regeringen til den politiseren, som Venstre beskylder regeringen for. Det er imidlertid i sagens natur sådan, at statshemmeligheder ikke kan gives til hele folketinget. Og det er jo netop typisk folketingsmedlemmer, som er i besiddelse af disse statshemmeligheder. Konsekvensen af Venstres holdning er, at ingen folketingsmedlemmer nogensinde kan blive dømt for at røbe statshemmeligheder.

Den magtfuldkommenhed vi får så tydeligt beskrevet af Jesper Tynell i Mørkelygten, og som Venstre nu frygter andre regeringer også udøver, må det renskurede Venstre altså ønske at forhindre, med det relevante værktøj, nemlig aktindsigten. Alt andet vil være dobbelte standarder.
 

Susan Kronborg

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024