Regeringen vil indføre en såkaldt arbejdspligt for 20.000 kontanthjælpsmodtagere. Det betyder, at man skal arbejde 37 timer om ugen for sin ydelse, hvilket giver en ekstremt lav timeløn, som ligger langt under de overenskomster, som den danske model er nået frem til.
Af Lisbeth Torfing, byrådsmedlem for Enhedslisten, Langdammen 6, 8732 Hovedgård
Regeringen vil altså tvinge kommunerne til bruge tusindvis af mennesker til social dumping i kommunale ”nyttejob”.
Hvis det så bare førte til job! Men det gør det ikke. Selv Finansministeriets skæve regnemodeller kan ikke nå frem til, at mere end 250 kommer i arbejde af øvelsen – som vel at mærke koster 200 mio. For det beløb kunne kommunerne ansætte 400 mennesker i fuld tid til fuld løn. På den måde ville 150 ekstra komme i arbejde, og vi ville undgå at undergrave arbejdsmarkedet.
Forslaget handler ikke om at hjælpe folk i arbejde. Det udspringer af en forskruet ide om, at man har en særlig moralsk forpligtelse til at udføre lønarbejde – også selvom man ikke får løn for det. Ideen er farlig, for hvis nogle ikke længere skal have løn for deres arbejde, hvor stopper det så?
Hvis politikerne virkelig føler en stærk moralsk forpligtelse, så synes jeg, de skulle starte med sig selv. Mange politikere kan få eftervederlag, når de forlader en politisk post. Fuld løn i op til 2 år – men intet krav om at arbejde eller for den sags skyld om at søge arbejde. Med et krav om at deltage i nyttejob, mens de får eftervederlag, ville de få mulighed for at leve op til egen moral og samtidig have noget at stå op til om morgenen – og som bonus ville de komme i kontakt med helt almindelige mennesker, som lever under helt almindelige vilkår på arbejdsmarkedet. Og jeg tør godt love, at beskæftigelseseffekten vil være bedre end i regeringens udspil. Det er lutter fordele, medmindre altså politikerne er for fine til at tage deres egen medicin.
