Gorm Flagstad
Skal Horsens kommune opleve et systemskifte ved kommunalvalget 16. november i år efter over 100 års Socialdemokratisk styre?
Af Gorm Flagstad
Danmarksgade 28, 8700 Horsens
Ifølge Horsens Folkeblad 1. april (ikke en aprilsnar) ønsker fem partier et systemskifte.
Men et systemskifte synes at være utopi. I dag har liste A 14 pladser og den 17. november vil det ikke komme bagpå nogen, hvis partiet vil have 16 mandater. Alt tyder på at SF og det dybt splittede DF glider ud af byrådet. Socialdemokratiet har i det store og hele adopteret de to partiers politik.
Men kan Socialdemokratiet komme til at sejre sig ihjel?
Det er bestemt ikke usandsynligt. Efter den store valgsejr vil de socialdemokratiske byrådsmedlemmer indbyrdes begynde at strides.
Mangeårige medlemmer af den socialistisk byrådsgruppe vil naturligvis angle efter formandsposter. Og hvis det ikke lykkes borgmesteren at banke de utilfredse byrådsmedlemmer på plads, kan det krakelere.
For borgmesteren er der også en risiko for, at der bliver indvalgt nye medlemmer, som har en selvstændig mening. Og sker det, vil det gå helt galt.
Tænk hvis der er nye byrådsmedlemmer, som stiller spørgsmål ved emner som infrastruktur, ødelæggelse af miljøskønne områder, nybyggeri uden sjæl og vækst for enhver pris?
Ja, så bliver det en meget dyr sejr for Socialdemokratiet.