Lone Skriver, Byrådskandidat (A)
Lone Blume, Byrådsmedlem (A)
Trives vi som menneske, er der overskud til at være med i fællesskabet. Og så har vores samfund det også bedre. Det er vores overbevisning, og det går vi begge som Socialdemokrater til valg på.
Af Lone Skriver, Byrådskandidat (A)
Havbækvej 2, 8740 Brædstrup
og
Lone Blume, Byrådsmedlem (A)
Strandpromenaden 18 b,8700 Horsens
Vi arbejder begge med mennesker og møder hver dag mennesker, som er snublet i tilværelsen, har det svært og er røget ud af fællesskabet.
Dem skal vi gøre alt for at hjælpe, så de finder fodfæste igen. Og det gælder alle; vores unge og ældre; dem der lever med et handicap, dem der er født ind i social mistrivsel, og dem der har truffet dårlige valg på et tidspunkt – dig og mig.
Vi vil have en ældreomsorg, der er endnu mere værdig for et rigt velfærdssamfund, og endnu bedre muligheder for en tidlig indsats hos sårbare børn og unge. Vi vil finde nye veje i hjemmeplejen, så der bliver mere tid til samvær med de ældre, og det bliver endnu mere attraktivt for de ansatte at arbejde der. Og vi vil insistere på, at vores handicappede borgere og deres familier får endnu mere støtte og mulighed for at deltage mere aktivt i vores samfund.
Men trivsel er ikke kun sundhed og velfærd. Det er også, at infrastrukturen hænger sammen – både i Horsens, på Endelave og i oplandsbyerne i hele kommunen, så vi kan komme hurtigt og sikkert frem og tilbage i vores hverdag.
Og ja - mistrivsel er også:
- Hvis ikke der er voksne nok i børnehaven, så du er bekymret, om dit barn har det godt, mens du er på arbejde
- Hvis skolen ikke tager hånd om dit barns faglige udfordringer, og du kan se, dit barn bare kommer længere og længere bagud – også socialt
- Hvis din gamle far eller mor sidder alene i sit hjem og føler sig ensom og trist
- Hvis dine børn ikke kan transportere sig selv til/fra skole og fritidsaktiviteter, fordi busruten nedlægges, så du enten må flytte eller gå på deltid
- Hvis du ikke kan sælge huset, fordi alt er lukket i lokalsamfundet og landsbyen er i forfald
Listen kunne fortsætte. Men pointen er, at en lang række af de beslutninger, der træffes i byrådet, spiller ind på trivslen hos den enkelte. Som socialdemokrater vil vi arbejde for, at vi ikke træffer beslutninger ét sted i systemet, som derefter forringer livskvalitet og trivsel for borgere et andet sted. Og frem for alt, at vi har afsat tilstrækkelig økonomi til at løse opgaverne ordentligt.