Pernille Holm, Byrådskandidat og formand for SF Horsens
Når SF i weekenden går til budgetforhandlinger er ”ro på” vores vigtigt budskab i at få Horsens til at blive endnu mere rød og grøn.
Af Pernille Holm, Byrådskandidat og formand for SF Horsens. Skolesvinget 30, 8700 Horsens
Det grønne skal have lov til at blive. Vi skal passe på den natur vi har og supplere med meget mere. Ikke fjerne og erstatte.
Vi skal passe på vores drikkevand – der er der ikke andre, der gør for os.
Horsens skal være en kommune, der tager vare på alle borgere i kommunen. Der skal ikke bare bygges hurtigt for at få mange indbyggere. Der skal følge dagtilbud og skoler med. Der skal være naturlige, rekreative områder med gode legepladser.
Minimumsnormeringer kan ikke gå hurtigt nok. Og vi minder om at vi mener ”minimum” i ordets bogstavelige forstand. Vi er ikke i mål når det er indfaset – vi har bare gjort det tåleligt.
Vores ældre i kommunen skal have faste plejere. Det er kommunens ansvar at skabe rum for at de ansatte får de bedste arbejdsforhold og de ældre den tryggeste pleje.
Udsatte unge skal have et fristed. Vi drømmer om en skaterbane med plads til kreative rum sammen med. Et sted for alle.
Der skal etableres et kulturelt samråd, så kulturen kommer væk fra forvaltningen og ud til borgerne. Horsens bør ikke kun være kendt for købekultur og store arrangementer, men i højere grad på kreativitet, spirende stjerne og fri udfoldelse. Her skal være plads og rum til alle.
Folkeskolerne skal have lov til at få endnu mere 2-lærerordning og frihed til selv at kunne planlægge det optimale. Der er for mange af kommunens skoler, der er nedslidte, og de skal have et løft – nu.
Horsens kommune bør ifølge SF ikke bare udvikle sig for udviklingens skyld, men udvikle sig med omtanke.