(foto: Per Bonde)
Da deres udsendte besøgte strikkedamerne onsdag, gik det hele op i knapper. Der var ikke, den forventede lyd af strikkepinde, der lystigt knitrer mod hinanden, men derimod lyden af tusindvis af knapper, der blev sorteret. Jeg havde også forventet mere snak – ja inden jeg kom ind i præstegårdens store sal, var der så stille, at jeg var i tvivl, om jeg var gået rigtigt.
Jeg var gået rigtigt, og blev budt velkommen, og efter at have forklaret, at jeg kom fra Østbirk Avis, og at jeg gerne ville skrive en artikel om dem, blev smilene større. Ikke fordi de har noget mod mænd – der kommer faktisk en enkelt mand, men fordi deres erfaring er, at mænd har lidt svært ved at se forskel på de forskellige masker, og den eneste de rigtig ved hvad er, er rendemasker. Der er dog en enkelt strikkemand, men han er i så stort mindretal, at der ikke kan blive tale om at ændre navn.
Når deres udsendte ser ud over alle de søde damer - og en præst - der var til stede, er det svært at forstå, at det er helt anarkistisk. Strikkedamerne er ikke en forening med valgt bestyrelse, formand og kasserer. Nej det fungerer helt uformelt – på den fede måde, ved at de opgaver, der skal løses, gribes af dem, der mener, de kan løse dem og har tiden til det. Det fungerer fantastisk, og den lille forsamling er et eksempel på socialt samvær fra den øverste hylde. Det siges, man kan blive helt afhængig af det, så der er strikkedame komsammen hver onsdag året rundt, med mindre det lige falder på en af juledagene.
(foto: Per Bonde)
På spørgsmålet om, hvad formålet med strikkedamerne er, blev der svaret klart. De ting, der strikkes, sælges og skaber dermed et overskud, der går til at støtte, der hvor der er størst behov, og så er strikkedamerne i sig selv en social aktivitet, der skaber glæde og sammenhold blandt de deltagende. Da alt, der strikkes, er produceret stort set udelukkende af garn og knapper, der er foræret til formålet, er der et pænt overskud. Den største modtager er varmestuen i Horsens, derudover betales der for skolegang for to piger i Indien, og der er også penge til julehjælp til de mindst ressourcestærke i Østbirk.
Så blev kaffen serveret, og snakken kom til at gå om, hvor længe strikkedamerne har eksisteret. Der endte med at være enighed om, at det må have været fra starten af 70’erne, og at det var den daværende præsts kone, der havde startet det hele op, altså er der omkring 50 år på bagen for strikkedamerne, så rendemasker er ikke noget, man samler på.
Jeg skulle hilse og sige, at der er plads til flere strikkedamer – og mænd, hver onsdag kl. 14 i Østbirk Præstegård til en omgang strik og snak.
På avisens vegne vil jeg gerne sige tak for velkomst og stor opmærksomhed.
