Fra kirkens Facebookside
”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert,” er den gode Pippi Langstrømpe ofte citeret for at have sagt. De eksakte ord er vist aldrig kommet ud af Pippis mund hverken i bøger eller på film, men betydningen af ordene passer som fod i hose med hendes ukuelige gåpåmod og optimistiske tilgang til livet i Villa Villakulla.
For mig som sognepræst er ordene nærmest blevet et mantra i det seneste år. For hvordan skulle vi ellers kunne klare denne besynderlige coronatid, hvor alting har kunnet ændre sig på et splitsekund (?) – senest med julegudstjenesterne, som blev aflyst den 23. december kl. 21.
Folkekirken har som resten af samfundet og dets borgere været nødt til at håndtere de udfordringer og konstante forandringer, som epidemien har medført, og her er de virtuelle medier blevet en vigtig brik. ”Digitale gudstjenester”, ”virtuelle andagter”, ”live-stream” og mange andre mere eller mindre utraditionelle udtryk er blevet et nyt hverdagssprog for ansatte i folkekirken, og de ofte knapt så teknikhabile sognepræster og andre ansatte har kæmpet en kamp for at formidle det glade budskab på en fremmedartet måde via fremmedartede medier. Heldigvis har mange – faste kirkegængere såvel som knapt så faste – taget godt imod de virtuelle kirketilbud. Ja, man kan vel sige, at folkekirkens digitale transformation generelt er blevet vel modtaget.
Sporene blev lagt, imens toget kørte
Der har dog været svipsere indimellem: f.eks. ufærdige videoer, som blev lagt på Youtube med et nadverritual helt uden indstiftelse, eller direkte visninger på Facebook, hvor diverse såkaldte ”filtre” sørgede for at præsten fremstod med gangsterhat og solbriller eller med langt skæg og troldmandshat som en anden Gandalf.
Præsterne i folkekirken og i resten af verden har tænkt ud af boksen for at blive digitalt tilstedeværende, og det er klart, at der sker fejl i sådan en proces. Det er ikke nemt at lægge sporene, imens toget kører, og derfor har menighedernes overbærenhed været kærkommen.
Efterhånden har vi præster og kirkepersonale dog fået en vis erfaring med disse nye medier – ofte takket være teknisk kompetente hjælpende hænder (!!) – og i dag fremstår mangt en lokal folkekirke ganske velpolstret, når det kommer til det digitale udbud.
Ny platform, nyt udsyn
En af de digitale platforme, som mange kirker har taget i brug er Facebooks mulighed for at kreere en såkaldt ”side”. Mange kirker har oprettet en sådan digital opslagstavle, så Facebookbrugere fra pc’en eller telefonen nemt kan følge med i kirkens aktiviteter. Således kan siden være med til at oplyse om de ting, som allerede står på hjemmesiden, men som mange ikke ser. En sådan ny platform giver et bredere udsyn til alle de, som i forvejen er på Facebook, og som gerne vil vide, hvad der sker i kirken, men som ikke dagligt undersøger kirkens hjemmeside.
Facebookside: ”Lundum og Hansted kirker – Egebjerg”
Derfor har vi i Lundum og Hansted også støvet den gamle Facebook-side af, så den nu kan blive endnu en kilde til viden om, hvad der foregår i kirken. Desuden bliver siden sammen med hjemmesiden stedet, der annoncerer kirkens digitale aktiviteter – forhåbentlig til glæde og gavn for alle, der stadig finder kirken relevant, selvom de ikke kan møde fysisk op.
Du kan selv gå ind og se! Siden hedder ”Lundum og Hansted kirker – Egebjerg”.
"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."
Således siger Jesus ifølge Johannesevangeliets ottende kapitel. Som kirke søger vi at tænde så mange af disse lys som muligt, så der bliver så mange følgere som muligt, der kommer ud af mørket og mærker livets lys. Vi er i kirken vant til at tænde dette lys med salmesang og fysisk nærvær, men epidemien har i perioder gjort et sådant nærvær decideret farligt.
Vi bliver derfor ved med at prøve at tænde lys på nye måder med nye metoder. For det glade budskab om en frelsende Gud, der vil give glæde, håb, lys, liv, lyst og kærlighed til verden skal bare ud! Og så må vi tage med, at det kræver en lokal digital transformation – uanset om det er vores spidskompetence eller ej. Vi må gå til opgaven med oprejst pande og nyde godt af, at vi efterhånden kan sige: ”Det har vi da vist prøvet før, så det klarer vi nok!”
