E45-udvidelsen er et tiltrængt skridt for Horsens - og Østjylland



Thomas Monberg, Folketingsmedlem og boligordfører for Socialdemokratiet

Hvis man bor i Horsens eller i resten af Østjylland, kan man indimellem godt være træt af, at trafikken ikke helt glider så hurtigt, som den gør, når alt spiller og der ingen vejarbejde er. Sådan har jeg det i hvert fald nogle gange selv. 

Af Thomas Monberg, Folketingsmedlem og boligordfører for Socialdemokratiet 

Men den nuværende udvidelse af E45 og de gener, der bliver skabt af vejarbejdet, er et nødvendigt onde, når man tænker over, hvad vi får ud af udvidelsen. 

På den ene side vil vi alle kunne komme hurtigere på arbejde, hjem fra job eller mod familiefesten i en fjern ende af landet. På den anden side forbedrer vi sikkerheden og sikrer en bedre køreoplevelse, da der bliver mindre trængsel og plads til flere biler på vejene. 

Udvidelsen fra fire til seks spor skal færdiggøres inden udgangen af 2026, så vi må væbne os med tålmodighed i forhold til de gener, der vil kunne mærkes en god rum tid endnu. Men den langsigtede gevinst er det hele værd. 

Jeg er glad for at være folketingsmedlem i et parti, der sad for bordenden i de forhandlinger, som - i fællesskab med et bredt flertal - sikrede, at udvidelsen blev en realitet. Det skete i forbindelse med infrastrukturaftalen, der blev indgået i 2021. 

E45-udvidelsen kommer også til at betyde, at vi får en væsentlig forbedring af tilslutningsramperne og vejene, der går over og under motorvejen. Det sker på en måde, hvor der stadig er opmærksomhed på plante- og dyreliv samt ekspropriations-forhold. 

Når alt dette er sagt, kan vi stadig gøre mere for at sikre bedre trafikale forhold i Horsens og resten af Østjylland, og jeg er fortrøstningsfuld for, at vi kommer til at tage flere gode skridt under SVM-regeringen.
 

Thomas Monberg

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024