Lise Vestergaards nye værk på Fussingsvej 37. Foto: Jesper Balleby og Kolossal
Fredag den 9. oktober holder MÆRK Byen i samarbejde med Foundation Rotary Horsens en fernisering for byens nye gavlmalerier.
I løbet af september har fire street-art kunstnere besøgt Horsens for at skabe nye gavlværker til midtbyen. De er nu færdige og for at fejre de nye gavlværker inviterer MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, i samarbejde med Foundation Rotary Horsens, til fernisering.
Borgmester Peter Sørensen og Foundation Rotary Horsens vil være til stede, byde velkommen og fortælle lidt om, hvad gavlmalerier og kunst i byrummet betyder for en by som Horsens.
- Jeg er utrolig glad for, at det endnu engang er lykkes at tiltrække fire talentfulde kunstnere til Horsens. De fire nye gavlmalerier er med til at sætte kulør på vores fælles byrum, og det er en stor fornøjelse af gå rundt i vores gader og opleve kunsten på nærmeste hold. Jeg vil også sende en stor tak til Rotary for deres flotte bidrag til, at det kan lade sig gøre, fortæller borgmester Peter Sørensen.
- Vi er i Foundation Rotary Horsens særdeles glade og stolte over, at vi med vores bidrag til de to gavlmalerier på Fussingsvej kan være med til at gøre det ekstra interessant at bevæge sig rundt i Horsens, og at vi er med til at løfte området med god gadekunst og forlænge kunstoplevelse ved vores årlige kunstmesse, fortæller Jette Lund på vegne af Foundation Rotary Horsens.
Til ferniseringen deltager også kunstner Lise Vestergaard, som står bag det nye værk på Fussingsvej 37. Lise Vestergaard vil til ferniseringen kort fortælle om processen omkring hendes værk og en forudgående workshop, hun har afholdt med 1H på Byskolen, afd. Fussingsvej.
Fernisering
Ferniseringen foregår fredag d. 9. oktober kl. 16.30. ved værket på Fussingsvej 37. For at sikre, at vi ikke bliver for mange mennesker, skal du bestille en gratis billet til ferniseringen. Billetterne kan bestilles på https://www.place2book.com/da/sw2/sales/7ejr64z4g8. Læs mere på MÆRK Byens facebookside.
Find vej til byens gavlværker
MÆRK Byen har i perioden 2013-2020 haft stor succes med at invitere internationale, nationale og lokale kunstnere til at udsmykke byens rum - og der er i perioden opført over 35 kunstværker rundt i Horsens midtby.
Som det er kutume for street art-kunsten, forsvinder enkelte af værkerne igen, men en hel del af byens gavlmalerier kan stadig opleves rundt i bymidten.
MÆRK Byen har derfor lavet et samlet Street Art Map over byens street art-værker - skabt af såvel MÆRK Byen som andre aktører i Horsens.
Ferniseringen den 9. oktober vil derfor også være en lancering af det nye Street Art Map, som kan guide både horsensianere og besøgende rundt til byens mange kunstskatte.
Street Art-kortet kan til daglig findes online på maerkbyen.dk og i trykt form hos Horsens Kunstmuseum.
Fakta:
Fire færdige værker
De fire nye værker er opført rundt i Horsens midtby af de fire street-art kunstnere: Millo (Italien), Lise Vestergaard (Danmark), SWET (Danmark) og Christian Storm (Danmark).
Oprindeligt skulle Horsens have haft besøg af den norske kunstner Martin Whatson, men grundet indrejserestriktioner fra Norge er Whatsons besøg udskudt til 2021. Den danske graffiti-kunstner SWET har derfor overtaget pladsen og har skabt et stort værk til Fussingsvej 5.
De nye værker kan opleves på henholdsvis Åboulevarden, i en passage til Søndergade og på Fussingsvej, hvor to værker er opført i år.
Horsens Kommune og Kolossal står bag
Street Art Horsens er organiseret af Horsens Kommunes bylivsindsats MÆRK Byen i samarbejde med kunstbureauet Kolossal, som tidligere har stået bag en lang række kunstudsmykninger og kunstprojekter rundt i Danmark. Foundation Rotary Horsens har i 2020 givet 120.000 kr. i støtte til de to værker på Fussingsvej.
Street Art Horsens er udviklet i samarbejde mellem MÆRK Byen, Områdefornyelse Horsens Midtby og Horsens Kunstmuseum, som afholder udvalgte kunstbyvandringer i efteråret rundt til de nye kunstværker.