I Søvind blev der i foråret ved et borgermøde, før Corona, luftet et forslag om at oprette et gå-hold, hvilket der var stor opbakning til og Ole Østergaard blev udpeget til at stå for det praktiske.
De glade vandringsmænd og -kvinder nåede akkurat at komme ud at gå nogle få gange inden landet blev lukket ned af Statsministeren. Nu er landet igen, så småt, ved at genåbne og vi nærmer os første sommermåned og Ole Østergaard kunne igen invitere til fælles gåtur i det skønne landskab ved Søvind.
Man møder op ved forsamlingshuset, Sandbjerghus, torsdage kl. 9.30 og begiver sig ud på en gåtur hvor alle kan være med. Her første gang efter Corona-krisen er det vigtig at have rigeligt med afstand mellem deltagerne og det faldt da også helt naturligt for de 10 deltagende.
Tur med mellemlanding i vinmarken
Turen denne torsdag skulle gå fra Søvind til Haldrup, med pitstop og et glas hvidvin ved Havmarken, inden turen igen gik tilbage til Søvind. Det var en tur på omkring 12.000 skridt – hvilket er omkring syv kilometer.
Ole Østergaard og hans hustru Dorthe er begge erfarne vandrere og de elsker at komme ud og mærke vinden i håret og solen i ansigtet, noget som turen havde i passende mængder denne torsdag.
- Vi er lidt flere deltagere end vi plejer, om det skyldes at det er første gang vi er ude i lang tid eller om det skyldes vinen ved jeg ikke, men det meget hyggeligt, fortæller en glad Ole Østergaard.
Inden man begav sig ud på ruten, skulle der tages stilling til et vigtigt spørgsmål: 8 eller 12 vinglas? Man valgte at tage tolv glas med, hvis der nu skulle støde nogen til i løbet af turen.
I Juni måned skal Ole Østergaard på gå-kursus hos DGI hvor man får masser af tips og tricks til at lave lokal gåklub og hvordan man fastholder og tiltrækker flere deltagere.
Kildall