Man bliver helt høj af en gudstjeneste på Ejer Bavnehøj. Glædelig pinse.
Af Lone Buhl Pedersen
Pinsesøndag var der gudstjeneste på Ejer Bavnehøj – en fast tradition mellem Ousted/Tåning/Hylke og Østbirk/Yding Kirker.
Da ånd alene ikke kan gøre det, er der altid til sidst kaffe og kage.
Som sengetøj, hængt til tørre
Solen, vinden og pinsens ånd kommer og blæser og rusker i os. Der er ikke noget så godt som sengetøj, der har tørret ude på tørresnoren. Sengetøjet, der er tørret af vinden og solen.
Det samme med os mennesker – vi kan også trænge til at blive luftet og rystet. Vores kroppe og vores sind kan blive triste, formørkede – da er det godt, når solen, blæsten og pinsens ånd kommer og blæser os op, rusker i os, giver os liv og farve i kinderne og blæser os i gang.
Nyvaskede og gennemblæste
Ånden blæser på os – jeg ser det hver eneste dag: Når der er folk, der bliver venner – mennesker, der tager sig af hinanden – mennesker, der tænker på andre end sig selv – folk, der bliver forelskede og ser med kærlige øjne på hinanden – måske ligefrem kysser… Dette skyldes Guds pust, der går gennem verden og blæser os op, blæser os kønne og skønne - ligesom det nyvaskede og luftblæste sengetøj.
Er vi åbne for at mærke blæsten/pusten? Eller er vi negative og tænker: Lad mig blive inden døre.
Guds ånd, der er en kærlig ånd – den blæst, det pust, den hvisken – bliver ved og ved og ved, og ih, hvor har vi brug for den blæst, den ånd.
