Lørdag den 20. september spillede Gedved/Egebjerg U17 tredje hjemmekamp, og denne gang var det Galten, som kom på besøg. Galten var ubesejret med fire sejre og en målscore på 22-2, så værterne vidste at det var en god modstander, at de skulle møde.
Gedved/Egebjerg kom også til kampen med forventning om et godt resultat og efter sejre i de to seneste kampe, ville de gerne forsøge at spille lige op mod Galten, og selvfølgelig gå efter sejren.
Gedved/Egebjerg fik en drømmestart, da Jakup Jacobsen sendte en fantastisk aflevering mellem Galtens to midterforsvarer, og Anders Juhl kom i helt fri position, og efter en dribling udenom målmanden sendte Anders sikkert bolden i mål til 1-0. Der var kun gået to minutter – og sikke en start på kampen.
I løbet af de næsten femten minutter var Gedved/Egebjerg flere gange i tæt på at score, og der var gode muligheder til Thomas Larsen og Anders Juhl, men stillingen holdt sig på 1-0.
Kampen blev spillet i et ganske godt tempo, hvor begge hold forsøgte at komme igennem til muligheder. Efter godt 25 minutter fik Galten erobret bolden på GIF/EIF’s banehalvdel, og Morten H. Christensen måtte lave frispark, da Galten-angriberen var ved at komme igennem. Frisparket lige udenfor feltet bliver udnyttet af Galten, da bolden passerede gennem muren, og ind i mål uden chance for keeper Nicklas Sørensen.
De sidste femten minutter hen mod pausen kunne Gedved/Egebjerg ikke holde godt nok fast i bolden, og Galten fik nogle chancer, når hjemmeholdet mistede boldene på de forkerte steder. Men de slap med skrækken, og holdt 1-1 til pausen.
I anden halvleg bølgede kampen til begge sider. Der var enkelte muligheder for at komme tættere på scoring for hjemmeholdet, men Galten havde også deres muligheder. Et stærkt forsvar med Frederik Koldtoft, Kristian Olesen, Mathias Heitmann og Morten Hjerrild Christensen klarede gang på gang situationerne, og satte Gedved/Egebjergs midtbane i gang med nye angreb.
På den centrale midtbane havde Mikkel Falbe og Oliver Rasmussen været omdrejningspunkterne, og havde arbejdet hårdt sammen med resten midtbanen, hvor Otto Lerche, Jacob Thomassen og Jakup Jacobsen også bidrog i nærkampene, men efterhånden blev kræfterne mindsket.
Gedved/Egebjergs angreb blev nu hurtigere afværget af Galten-forsvaret, og midt i anden halvleg var hjemmeholdet igen noget under pres, og på et godt gennemspillet angreb fra Galtens side begik Mathias Heitmann straffespark.
Galtens anfører skulle sparke, men vores Gedved/Egebjergs bundsolide og meget stærke målmand Nicklas Sørensen, klarede i flot stil. Han havde flere gange forinden haft gode redninger, og han viste nok en gang, hvor vigtig, at han er for holdet.
Med 15 minutter tilbage skulle GIF/EIF gå efter sejren eller sikre det ene point.
- Drengene havde stadig kræfter og Thomas Larsen og Jakup Jacobsen havde fine forsøg. Oliver Rasmussen var tæt på at komme igennem efter fint samarbejde med Jakup Jacobsen og Jacob Thomassen, men vi kunne ikke få bolden over stregen, siger træner Jan Larsen.
De sidste ti minutter blev i stedet et pres mod værternes mål, men de red stormen af og kampen sluttede 1-1.
Der var efter kampen stor ros til samtlige spillere fra træner Jan Larsen for en fantastisk indsats, hvor det kønne spil ikke hele tiden var at se, men der blev kæmpet og fightet for dette point.