Morten Kjeldgaard
Gymnastikforeningen Gedved er ved at stable et danseevent med Morten Kjeldgaard på benene, der skal markere foreningens 30 års jubilæumssæson.
Igennem de seneste 30 år har Gymnastikforeningen Gedved haft et utal af gymnaster, hold og frivillige i foreningen. Søndag den 22. august kl. 12-13.30 skal det markeres med et stort danseevent i Gedved Hallen. GFG har hyret den professionelle danser Morten Kjeldgaard. Morten Kjeldgaard er kendt fra Tv-programmet "Vild med dans". Når GFG og Kjeldgaard byder op til dans i Gedved, bliver alle tilmeldte guidede igennem 1 1/2 times event med dans, smil, sved og god musik.
GFGs grundværdier
Forkvinden for GFG, Wanja Høj Sørensen, udtaler: "Vi ser frem til at kunne afholde et festligt event, hvor GFGs værdier virkelig kommer i spil". GFG har en målsætning om at være en gymnastikforening med god atmosfære med begejstring, energi og glæde ved bevægelse. Ligeledes tilstræber foreningen forsat at have et højt socialt engagement med fokus på fællesskab og breddeidræt. Derfor inviteres alle frivillige instruktører og hjælpeinstruktører samt tidligere, nuværende og kommende medlemmer og borgere i Gedved og omegn til danseevent.
Klar til ny sæson
Efter en meget stille 29. sæson, hvor GFG måtte afslutte al aktivitet før tid grundet COVID-19-pandemien ser foreningen fremad. Wanja Høj Sørensen forklarer med stort engagement: "Den kommende sæson planlægger vi som en normal sæson og må justere løbende, hvis der kommer restriktioner". Derfor er danseeventet nøje planlagt, da det er muligt at afholde med god afstand imellem deltagerne i Gedved Hallen.
Jubilæumssæson
Sæsonen kommer til at bære præg af den grundlæggende ugentlige gymnastik på holdene. "Vores medlemmer, der dyrker gymnastik, er foreningens kerne. Vi ser sådan et danseevent for alle som mulighed for at byde flere med i GFGs fællesskab og skabe en god oplevelse med bevægelsesglæde og fællesskab", fortæller Wanja. Jubilæumssæsonen kommer også til at være vejen imod Gedveds nye halbyggeri, hvor Gedved Idrætscenter kommer til at stå klar med et nyt Springcenter. Billet til danseevent koster 200 kr. pr. deltager. Overskud fra danseeventet kommer til at gå til det nye Springcenter, der kommer GFGs medlemmer og byens borgere til gavn. Mere information om GFGs danseevent med Morten Kjeldgaard søndag den 22. august kl. 12.00-13.30 findes på foreningens hjemmeside www.gfg.dk. Tilmelding via www.gfg.nemtilmeld.dk/1/