Skoleelever på Østbirk skole får anderledes undervisning af lærerstuderende på Campus Århus.
“Min giraf vælter…!”. Sine fra 7.B griner højlydt. Hun sidder i hvid kittel og hendes hænder er dækket af fugtigt ler. Hun er ved at forme en giraf for at teste livsbetingelser i praksis.
Eleverne skal se, hvilken giraf der overlever, når omgivelserne ændrer sig. Spørgsmålet er, om girafferne kan omformes og stadig stå oprejst, når træernes blade vokser højere oppe.
Adskillige ler-giraffer måtte lade livet, når enten ben eller hals blev for vakkelvorne. Det gav en god faglig diskussion om, hvilken betydning klimaændringer har for dyrelivet i dag.
Naturfaglig læreruddannelse
Hele 7.årgang var for anden gang i dette skoleår inviteret på besøg hos de lærerstuderende på Campus i Århus. Det er en særlig linje, hvor de studerende har både matematik, biologi, geografi og fysik/kemi. Tre af de lærerstuderende har allerede afholdt de første års praktik på Østbirk Skole, og der er højlydt begejstring fra eleverne, da de genkender dem. Lektor Pernille Andersen fra Campus siger: “På læreruddannelsen forsøger vi at inddrage praksis på mange forskellige måder.
Østbirk skole er praktikskole for nogle af vores lærerstuderende, og vi har mødt en stor velvilje til samarbejdet om at give de lærerstuderende en god uddannelse. I samarbejdet har vi eksperimenteret med, at de studerende har undervist en mindre gruppe elever, hvor de har haft mulighed for at fordybe sig i selve undervisningssituationen. Det medvirker til at give de studerende gode oplevelser som lærere og giver fra et læreruddanner perspektiv også mulighed for at få øje på nye kompetencer hos de studerende.”
Biologi i sandkassen
“Man kan mærke, at de har haft lang tid til at forberede sig. Det er bedre end normal skole, fordi det er anderledes og de har masser af tid til at snakke med os i vores små grupper”, udtaler Zilas Albrechtsen fra 7.A. I hans gruppe gravede de efter fossiler i sandkasser. I den ene var der absolut intet, for det skulle illustrere tiden før Kambrium, hvor livet eksploderede i en mangfoldighed af planter og dyr.
I den anden sandkasse var der gevinst! Der var fyldt med ammonitter og trilobitter, som er fossiler fra Kambrium tiden for ca. 500 millioner år siden. Det gav en lærerig snak i gruppen om, hvorfor livet pludselig udviklede sig i alle mulige retninger, hvordan fossiler blev dannet og hvordan dyrenes design hang sammen med livsbetingelserne. Det er en del af målene for undervisningen i biologi og geografi, og de lærerstuderende serverede et højt fagligt niveau for vores elever.
Pulsen stiger
“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at lærerstuderende hungrer efter praksisnært arbejde. Derfor er en dag som denne virkelig noget, vi som lærerstuderende har glædet os til og set frem til længe. Vi har arbejdet en del med eksterne læringsmiljøer her på uddannelsen, og det har derfor været spændende at se eleverne arbejde uden for deres vante rammer på skolen”, udtaler 3.års lærerstuderende Mikkel Sejr Hansen. Mikkel sørgede for, at eleverne fik pulsen op, da de skulle placere Jordens evolution på en trappe. Heldigvis var der seks etager, så der var plads nok
til en tidslinje fra Big bang til nutiden. Eleverne blev udfordret matematisk, da de selv skulle regne ud, hvor mange millioner år hvert trappetrin var!
En åben skole
Østbirk skole er en skole i kontinuerlig udvikling både med de fysiske rammer og med videreuddannelse af personalet. En del af de nyere tiltag er blandt andet, at skolen for tredje år i træk er praktikskole for lærerstuderende. Skoleleder Morten Stokholm udtaler: "Det er vigtigt for skolen at samarbejde med den verden, der er omkring os.
Det gælder også samarbejdet med VIA og de lærerstuderende. Vi oplever hver gang, vi har en gruppe studerende på skolen, at de inspirerer os, giver ny energi og liv til skolens pædagogik og er med til at løfte elevernes faglige niveau. Samtidig oplever de studerende at være en del af en skole der fungerer, og hvor de kan suge viden og erfaringer til sig fra garvede lærere. Det er simpelthen bare en win-win situation".