God erstatning for manglende byfest



Jan Koborg Olsen (tv) og Kaj Clemmesen (th)

Efter at måtte aflyse Hovedgård Byfest sidste år og at alle mere eller mindre har været forhindret i at være sammen i større antal, så lyser det heldigvis. I Hovedgård er man i fuld sving med at forberede byfestens 60-års jubilæum og indvielsen af den nye Hovedgårdhal.

Af Jørn Kildall

Hovedgård Byfest blev aflyst i 2020 hvor man skulle have holdt sit 60-års jubilæum. Man har derfor valgt, nu hvor Corona-restriktionerne næsten er borte, at lave en stor fest i den nybyggede og nyrenoverede Hovedgårdhal over to dage 17. – 18. september, hvor der arbejdes med at få gang i mange aktiviteter i og omkring Hovedgårdhallen.

Ny formand i Hovedgårdhallen

Ny formand for Hovedgårdhallen Kaj Clemmensen møder avisen ved hallen og viser os rundt i de nye flotte lokaler og sale. Kaj har tidligere i begyndelsen af 1990’erne siddet i hallens bestyrelse og kan føler at man er klar til at lave indvielse til september:

- Hallen er næsten færdig, og der mangler udenomsarealerne så vi kan få lavet p-pladser. Der arbejdes med udbudsmateriale til svømmesalen og udendørsbassinet… og når det er klart, kan arbejdet begynde. Vi forventer at være færdige i sommeren 2022, hvor alle kan få en svalende dukkert.

Arbejdet er fordelt

Til indvielsen har man delt arbejde mellem hallen og Hovedgård Ungdoms Støtteforening. Hallen står for indvielsen og Støtteforeningen med Jan Koborg Olsen i spidsen, står det praktiske. Støtteforeningen er en paraply af foreninger i Hovedgård og består af Hovedgård Skoleorkester, Hovedgård Borgerforening og Hovedgård Idrætsforening.

Ved byfesten er det disse tre foreninger som deler eventuelt overskud mellem sig til deres arbejde, men ved jubilæumsfesten er det anderledes og Jan Koborg Olsen forklarer:

- Vi har valgt at lave en foreningseftermiddag og alle de foreninger som er med til at støtte op om jubilæum og halindvielse, vil få lige andel af et overskud ved arrangementet.

Man er godt forberedte

Jan Koborg og støtteforeningen føler sig klar til at holde fest og indvielse, for man har arbejdet med forberedelserne i 1½ år og man er klar til at løfte den store opgave med at holde jubilæumsfest over to dage.

- Vi er rigtig glade for at vi kan få indviet hallen, så hele byen kan se hvad denne fantastiske bygning kan tilbyde og være til glæde for hele byen. Vi får lejlighed til at sige tak til vores sponsorer, kommunen og til hele byen som har tegnet folkeaktier i projektet, fortæller Jan Koborg.

Energien er tilbage i byen

Jan Koborg Olsen har tydeligt kunne mærke energien vokse blandt de frivillige. Alene det at man er gået i gang med at planlægge, tale om jubilæumsfest og holde møder, har givet alle involverede fornyet energi – efter at have været lukket ned i næsten halvandet år.

Sådan forløber jubilæumsfesten

Den foreløbige skitse for arrangementet indeholder disse punkter:

Fredag inviterer man alle dagpleje- og børnehavebørn i Hovedgård ind i hallen, hvor der i multihallen vil være opstillet hoppeborge, der vil være klovne og anden underholdning. Senere fredag vil der være børnediskotek og fredag aften vil der være et halbal, hvor man er ved at skaffe musikken.

Lørdag formiddag bliver hallen officielt indviet af borgmester Peter Sørensen, hvor man først begynder med rundstykker og kaffe til hele byen. Alle sponsorer og erhvervslivet inviteres ind til at kunne stå med en stand i hallen. I indgangen, også kaldet SuperBrugsen Lounge, her vil der være levende musik hele eftermiddagen.

Der vil også være musikalske indslag fra Hovedgård Blæserne, Spilopperne og Hovedgård Skoleorkester. Hallen vil efter indvielsen bugne af børneaktiviteter, og foreningerne vil vise hvad de kan.

Stor jubilæumsfest lørdag aften

- Lørdag aften dækkes der op til jubilæumsfest og vi arbejder på at der skal komme to til tre bands som skal komme og spille. Det bliver et arrangement med spisning og musik til hen over midnat. Vi får travlt, for vi tager det bedste fra fem dages byfest og propper ind i et todages program.

Jan Koborg håber på at man inden for få uger kan melde ud hvilke bands der kommer og spiller fredag og lørdag. Man arbejder på at få det bedste fra Hovedgård Byfest med – det drejer sig om at tingene er genkendelige.

- Vi glæder os til at kunne være samme om at holde fest igen i Hovedgård. Hvis alt går vel næste år, så skulle byfesten gerne være tilbage den sidste weekend i maj, i vante rammer, i Anlægget, slutter Jan Koborg Olsen af.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024