
Den 10. marts 2018 afholder Konditorlauget for 34. gang Årets Kage - konkurrencen, hvor branchens største talenter dyster om at kreere årets mest opfindsomme og fineste konditorkage.
Konkurrencen løber af stablen på Crowne Plaza i Ørestad hvor landets dygtigste håndværkere – fra den unge lærling til den garvede mester – stiller op til dysten, hvor et kyndigt dommerpanel sanser sig frem til guld-, sølv- og bronzevinderne, ud fra kriterierne smag, udseende og rationalitet.
Selvom selve eventet finder sted i København er der stor deltagelse fra hele landet. Hovedgård bliver repræsenteret af Anna Maria Veileborg fra Kagehuset Hovedgård. Sammen med konditorer fra hele landet skal hun dyste om den prestigefyldte titel. Vinderen præmieres med 10.000 kroner samt retten til at udstille Konditorlaugets elegante vandrepokal i sin forretning eller på sin arbejdsplads et år frem.
Konkurrencen efterfølges af en festlig gallamiddag, hvor der ud over festmenu, kåringer og underholdning bydes på Danmarks største kagebord, bestående af de ca. 2000 konkurrencekager. Aftenens konferenciers, Stine og Martin vil guide gæsterne igennem det storslåede program.