De får travlt i Sdr. Vissing



(Foto Arendina Post de Jong)

Og det er de glade for i landsbyen, for Horsens Kommune har bevilliget 248.000 kr. til at få renoveret gadekæret og området rundt om det.

Af Per Bonde. Foto Arendina Post de Jong

Landsbyens gadekær er over de seneste 10-15 år groet fuldstændig til, så det for nuværende kan være svært at se, at der rent faktisk er tale om et gadekær. I ansøgningen til Horsens kommunes oplandsudvalg lyder det ” Gadekæret har før i tiden været brugt af byens børnehave og dagplejere til udflugtstur, hvor madpakken evt. har kunnet nydes. Vi søger midler til at få genetableret vores flotte og hyggelige naturområde i byen, så det kan blive brugt og nydt i fremtiden og ligeledes være med til at hædre fortiden og skabe et mere levende og moderne indtryk af byen.”

Projekt Gadekær

Arbejdsgruppen "Projekt Gadekær” ønsker at etablere et område i den østlige ende af byen, der kan bruges til fællesskab, leg og læring ved nedenstående tiltag.

Arbejdsgruppen ønsker udover at renovere gadekæret følgende:

  • Synliggøre og opsætte lys på stisystemet rundt om gadekæret og til villakvarteret Bytoften
  • Klargøre og etablere et lille plateau i kanten af gadekæret
  • Opsætte nyt hegn omkring gadekæret
  • Inddrage børnehave og vuggestue i processen med at bygge insekthoteller
  • Opsætte bænke til ophold
  • Opsætte andehus, rederør og udsætte dammuslinger og fisk.

Horsens Kommune har imidlertid oplyst, at der ikke kan gives tilladelse til udsættelse af dammuslinger og fisk, og derfor medtages det ikke i det endelige projekt – men muslinger og fisk har det jo med at brede sig, så lad mon ikke det ender med, at de flytter ind.

Frivillige får en stor rolle

Styregruppen for projektet har udarbejdet udførlige planer for, hvad det er, der skal udføres, og det er beskrevet, hvem der skal gøre hvad, der er indhentet tilbud, og der er givet håndslag af dem, der skal lægge frivillige timer i projektet.

Bevillingen fra kommunen dækker renovering og reetablering af gadekæret og de tilstødende arealer og stier, så den fremtidige vedligeholdelse vil påhvile de lokale kræfter. Det mener, styregruppen ikke bliver noget problem. I forvejen vedligeholder de dele af arealet, der støder op til deres egne grunde, og dels har de planer om at få etableret noget, de kalder bypedeller, der vil kunne hjælpe med vedligehold både her og andre steder i landsbyen.

Det bliver spændende at følge projektet og se det endelige resultat. Mon det ender med at nogen synger ”Ved landsbyens gadekær”.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

 

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025