Den 23. marts blev den nye højskolesangbog for alvor indviet i kirkehuset i Hansted – og det var med tanke på det, fællessangen kan gøre ved os.
Af sognepræst Søren Frost Jensen
Præsentation
Kirkesanger Alina Henriques og organist Astrid Lindvig indbød sammen med repræsentanter fra menighedsrådet til at synge fællessang fra den nye højskolesangbog, som nu også forefindes i Hansted kirkehus. Både gamle og nye sange fik lyd og stemme, ligesom de fik en præsentation med på vejen, for at sangkoret kunne komme i den rette stemning.
Hvad sangen gør ved os
Første sangtanke gik mod Ukraine, da Kringsatt af fiender fik lyd, og det minder os om, at sangen også er et redskab til at bearbejde hændelser – de gode såvel som de dårlige. At synge sammen – at sige de samme ord på en fælles måde i toner i et fællesskab – hjælper os med at begribe det ubegribelige. Da nogle af de nyere sange, som er forbundet med de frygtelige hændelser på Utøya den 22. juli 2011, blev sunget var et netop med en særlig forløsende melankoli. Mikael Wiehes ”En sång till modet” får en helt ny og dybere betydning, når tankerne falder på mennesker, der undertrykkes pga. de holdninger de har. På samme måde er Pia Tafdrup sang ”Syv kjoler for synligheden” med Janne Marks fine melodi, som netop er skrevet lige efter massakren på Utøya, en refleksion over hvordan man kan forholde sig til den uforudsigelige og skræmmende verden.
Sang er som fuglekvidren et håb om liv
Pia Tafdrup skriver om lysten til at vågne op på trods af liv, som katastrofen tog. Det er den lyst som får lyd i bryst på enhver sangfugl. Det er en livsgnist, som hun kalder det i det første vers. Fuglene kvidrer om forår for tiden, og de der synger, synger med dem. Det er håbets sang trods alt ondt i verden. Det er livets ubeskrivelige visdom, som dog hænger på en lille melodiøs krog, når vi synger sammen for livet, for håbet, for sorgen, for sjælen og dig og mig og vi to, som sejler i en træsko.
Syng med
Coronapandemien satte virkelig fællessangen i højsædet, og det må man sige har givet ny styrke til den gamle tradition, som nogle ellers havde spået ude af bevidstheden for en digitaliseret ungdomsgeneration. Men der bliver stadig sunget med af karsken bælg, og mon ikke det er fordi, vi har brug for at lade hjertet tale? Jeg tror det.
