Formand for Hylke Landsbyråd Rebecca Veilgaard Christensen
FSR Beton er ved at lægge sidste hånd på Skanderborgs – måske Østjyllands – første landsbyskatepark.
Over de sidste seks uger er der vokset et betonlandskab frem i landsbyen Hylke. Et landskab som de lokale forventer vil give landsbymiljøet et kæmpe løft. Det er nemlig Hylke Skatepark, som snart står færdigt. Landsbyens børn og unge står nysgerrige bag byggehegnet, og venter på at betonen bliver så tør og hård, at de kan teste parken.
FSR Beton, der er Danmarks førerende eksperter inden for opbygning af skatepark, har designet og bygget det unikke anlæg på 450 kvadratmeter. Partner Claus Hermansen siger:
”Vi har gjort os umage med at designe en park med elementer, der favner i bredden. En park som kan bruges af mange på såvel skateboards, BMX, rulleskøjter, løbehjul med mere. Både nybegyndere og garvede brugere vil garanteret synes, den er sjov at skate på. Så alle kan være med. Samtidigt er der rig mulighed for, at man kan udvikle sig. Jeg tror den, bliver et hit – ikke bare i Hylke men for hele lokalområdet.”
Ejerne Claus Hermansen og Balder Lehmann skater selv på daglig basis, hvorfor deres forståelse for håndværket og brugerfunktionen kommer til udtryk i deres arbejde. I sammenhæng med skateparken laver de en flot og funktionel adgang over for Hylke Skole og Købmand, så der er god tilgængelighed for både gående og kørende. Hele herligheden er lavet i spejlblank in-situ støbt beton.
Skateparken er en del af en ny bypark, som Hylke Landsbyråd står bag. Projektet involverer mange ildsjæle og frivillige fra området. Finansieringen er opnået via bidrag fra fonde og puljer, samt lokale foreninger og erhverv. En stor del af projektet bygger på frivilligt arbejde, således pengene bruges på materialer frem for arbejdsløn. Som eksempel er alt jordarbejdet til den nye skatepark lavet af lokale, der har doneret både deres tid og maskiner til projektet.
FSR Beton lægger sidste hånd på værket
Formanden for Landsbyrådet Rebecca Veilgaard Christensen fortæller:
”Skateparken er blevet så flot, det er et helt kunstværk. Det er blevet endnu bedre, end jeg havde turdet håbe på. Jeg er ikke i tvivl om, at det her vil give så meget til landsbymiljøet. Måske flere vil få øjnene op for, hvad vi kan herude på landet. Mig bekendt bliver det den bedste landsbyskatepark i Østjylland – i hvert fald den første af sin art i Skanderborg.”
”For bare et år siden ville Skanderborg Byråd lukke vores indskoling. Jeg er afsindigt glad for, at de kom på andre tanker. Ved fælles hjælp fik vi overbevist politikerne om, at det ville være en fejl. For den her skatepark skal fyldes af glade børn, unge og voksne. Vi vil udvikle vores landsby, ikke afvikle. Jeg er overbevist om, at det bliver et aktiv for Skanderborg Kommune at have fået denne fantastiske landsbyskatepark.”
”FSR Beton har været gode til at samarbejde med de frivillige. De har f.eks. ringet til en af de lokale gravemænd hver gang, der skulle flyttes grus til ramperne. Der er ingen tvivl om, at det er stort arbejde, når en del skal varetages af frivillige kræfter. Men det har resulteret i, at vi har fået den bedst mulige skatepark med de penge, vi havde til rådighed. Jeg er dybt taknemmelige for alle de mennesker, der har lagt og fortsat lægger deres tid i projektet.”
Hylke Skatepark står i en værdi af 1,4 million kroner. De frivillige i Hylke er klar til et sidste ryk på resten af Byparken hen over efteråret, så legeplads, madpakkehus, klubhus og bytorv også kan stå færdigt. Stor indvielse af Byparken med den nye skatepark forventes at blive i foråret 2022.
Skateparken er støttet af:
Skanderborg Kommunes Landsbypulje
Nordea-fonden - Her bor vi-puljen
Lokale og Anlægsfonden
Norlys Vækstpulje
Vanførefonden
SMUKfonden
Damstahl
Ulriks Køreskole
Lokale foreninger og erhverv
Køreklare Cornelius på 10 mdr., som er et af de lokale børn der får glade af Skateparken