(Arkivfoto)
Det populære nytårsløb nytårsaftensdag i ØIF-løb aflyses.
På den sidste dag på året har løbeafdelingen i Østbirk IF i de sidste 10 år arrangeret nytårsløb for hele Østbirk og omegn. Et arrangement hvor der efterfølgende serveres et glas saft/bobler og rig mulighed for at ønske godt nytår.
Som ventet aflyses dette arrangement også, siger Lene Nielsen fra ØIF-Løb. Vi har talt om, om vi kunne lave det anderledes i år, f.eks. virtuelt, mødes i mindre grupper på forskellige lokationer osv. Men er blevet enige om at aflyse det helt.
Lige nu løber vi i mindre grupper på max 10 personer og det bliver vi ved med, lyder det fra Lene. Normalt starter løbeklubben op i uge 8, men efter de seneste restriktioner som gælder pt til og med 28. februar, kan det tænkes at vi udskyder sæsonstarten. Men alt dette melder vi ud, når vi nærmere os uge 8.
Fra hele løbeudvalget skal der lyde en glædelig jul og godt nytår til alle. Og vi glæder os til en ny sæson som forhåbentlig bliver mere ”normal” end denne i 2020.