Den østrigske kunstner Frau Isa er oprindeligt uddannet grafiker, men har igennem en længere årrække arbejdet med gadekunst og værker i det offentlige rum.
Fra starten af juni kommer fire street-art kunstnere fra både ind- og udland til Horsens for at skabe nye gavlmalerier til bymidten.
Street art-kunstnerne er inviteret til Horsens af MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, som siden 2013 har kurateret en lang række både større og mindre gavlmalerier og kunstværker rundt i Horsens midtby. Og i år kan man så fra starten af juni og hen over sommeren opleve 4 street art-kunstnere, skabe nye gavlmalerier rundt i Horsens midtby. Der bliver tale om fire større gavlværker, hhv. på Havnealle, Skolegade, Allegade og i Jessensgade.
- Jeg glæder mig over, at vi endnu engang kan byde velkommen, når Horsens de næste par måneder får besøg af fire talentfulde kunstnere, der skal sætte kulør på vores byrum. Samtidig er jeg utrolig stolt over, at vi med de nye kunstværker kan fortsætte udviklingen af vores by, og skabe inspirerende oplevelser i Horsens midtby, som tiltrækker besøgende fra nær og fjern, fortæller borgmester Peter Sørensen.
De nye kunstværker er del af projektet Street Art Horsens, og med de fire nye værker i år, kan Horsens præsentere knap 40 værker af både lokale, nationale og internationale kunstnere.
- I år er det 6. gang, at vi med projektet Street Art Horsens inviterer både internationale og nationale kunstnere til Horsens, og som de foregående år glæder vi os til at følge processen og se de endelige værker blive til. Gadekunsten kan som kunstart bidrage med overraskende, smukke og skæve oplevelser for alle borgere, også dem der ikke er vant til at opleve kunst på museer, fortæller projektkoordinator i MÆRK Byen, Henriette Wittendorff Ipsen.
Don John arbejder primært med en kombination af stencilgraffiti og illustrationer - og ofte med et tema, der udspringer af forholdet mellem dyr og mennesker.
Programmet:
DON JOHN (DK)
Don John er født og opvokset på Fyn, og er bl.a. kendt for en lang række værker i bl.a. Berlin, Paris, Tokyo, Hamborg og Reykjavik. Han har ligeledes udstillet på en række gallerier i både ind- og udland. Don John arbejder primært med en kombination af stencilgraffiti og illustrationer - og ofte med et tema, der udspringer af forholdet mellem dyr og mennesker. I juni markeres industriens betydning for Horsens Kommune flere steder i byen, og det er i denne anledning, at Don John skaber et kunstværk til Havnealle, hvor han har ladet sig inspirere af Horsens' industrihistorie - særligt nutidens industri og automatisering.
FRAU ISA (AT)
Den østrigske kunstner Frau Isa er oprindeligt uddannet grafiker, men har igennem en længere årrække arbejdet med gadekunst og værker i det offentlige rum. Frau Isa henter inspiration i alt fra sine nære omgivelser, særlige farvetoner på bygninger og planter til retro modefotografi fra 1940-60'erne. Siden sin debut som street art-kunstner for mere end 10 år siden har hun udviklet en genkendelig stil, der emmer af positivitet, varme og figurer der gentages på tværs af værkerne.
Frau Isa skaber et værk til Allegade i juli/august.
Martin Whatson er kendt for at kombinere graffitikunstens rå og farverige univers med grafiske stencil-figurer.
MARTIN WHATSON (N)
Martin Whatson er en anerkendt norsk street art-kunstner, som har skabt gadekunstværker i bl.a. Skotland, Island, Italien, Norge, Malaysia, Tyskland og USA. Martin Whatson er kendt for at kombinere graffitikunstens rå og farverige univers med grafiske stencil-figurer. Kombinationen af graffiti-miljøets farverige univers med tags og stencilkunstens mere grafiske udtryk skaber nye historier og finurlige fortællinger i byens rum. Whatsons værk i Horsens er kunstnerens første værk i Danmark.
Martin Watson skaber et kunstværk i Jessensgade i august.
WELIN (DK)
Den danske kunstner Welin er oprindeligt fra Sønderborg, men bor pt. i Belgien. Han har rejst en del med sin kunst, og har bl.a. boet i Australien, Amsterdam og Brooklyn, hvor han har dyrket street art-genren med andre internationale kunstnere. De seneste år har Welin udviklet sig kunstnerisk, fra et mere traditionelt street art-udtryk (med spraydåser) til nu at hente inspiration og arbejdsmetoder fra det klassiske maleri. Hér trækker Welin bl.a. på sin uddannelse i klassisk tegning fra Tegneskolen i København, når han arbejder med komposition, form og lys.
Welin skaber et værk til Skolegade ved Kulturstationen i august.
Horsens Kommune og Kolossal står bag
Street Art Horsens er organiseret af Horsens Kommune i samarbejde med kunstbureauet Kolossal, som tidligere har stået bag en lang række kunstudsmykninger og kunstprojekter rundt i Danmark.
Street Art Horsens er udviklet i samarbejde med Områdefornyelse Horsens Midtby og Horsens Kunstmuseum, som afholder udvalgte kunstbyvandringer i efteråret rundt til de nye kunstværker.
MÆRK Byen har lavet et samlet Street Art Map over byens værker, som kan findes online på projektets hjemmeside og i trykt form hos bl.a. Horsens Kunstmuseum og i byens turist-reoler.