
Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti
DEBAT - Den amerikanske vicepræsident J.D. Vance leverede en vigtig og modig tale ved sikkerhedskonferencen i München. Han satte fokus på den massive indvandring fra muslimske lande og de enorme problemer, den har skabt for Vesten: stigende kriminalitet, eksploderende sociale udgifter, terrortruslen og en voksende dominanskultur, der underminerer vores værdier.
Af Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti
Disse problemer har Dansk Folkeparti påpeget i årevis – længe før det blev anerkendt af de andre partier. Vi var de første til at advare om, hvad en fejlslagen udlændingepolitik ville føre til, og vi er stadig det eneste parti, der konsekvent stemmer for reelle stramninger i både Folketinget og byrådssalene rundt om i landet.
De massive omkostninger ved muslimsk indvandring
Danskernes skattepenge bruges i stigende grad på at betale regningen for en ukontrolleret indvandring, der aldrig burde have fundet sted. Konsekvenserne er tydelige:
Kriminalitet og utryghed: Ikke-vestlige indvandrere er stærkt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne – især når det gælder vold, voldtægter og bandekriminalitet. Store dele af vores byer er nu præget af parallelsamfund, hvor dansk lov og orden ikke længere respekteres.
Økonomisk belastning: Passiv forsørgelse af indvandrere fra muslimske lande koster samfundet milliarder hvert år. Mange kommer aldrig i arbejde, og kommunerne presses af udgifter til kontanthjælp, tolke og integrationsprojekter, der sjældent fører til reel integration.
Terrortruslen: Islamisme er en reel fare for vores samfund. De fleste terrorangreb i Europa de seneste år er blevet begået af muslimske ekstremister – ofte født og opvokset i Vesten, men uden respekt for de værdier, vores samfund bygger på.
Social kontrol og kvindeundertrykkelse: I visse muslimske miljøer er der en udbredt æres- og dominanskultur, hvor kvinder undertrykkes, og unge mænd bruger vold og trusler for at opretholde magt. Det er uacceptabelt i et frit samfund som vores.
Mette Frederiksen svigter – Dansk Folkeparti står fast
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan politikere som Mette Frederiksen straks tog afstand fra J.D. Vance. Hvorfor? Fordi han sagde sandheden.
Socialdemokratiet taler gerne om en stram udlændingepolitik i valgkampen, men når det gælder afstemningerne i Folketinget og i byrådene, er det kun Dansk Folkeparti, der står fast. Stram udlændingepolitik er ikke noget, vi kun taler om – det er en del af vores DNA.
Tid til handling – ikke flere undskyldninger
J.D. Vance sagde det ligeud: Vesten er ved at underminere sig selv. I Danmark ser vi det samme – og kun Dansk Folkeparti tør tage kampen op. Også selvom vi er udskammet, som “ikke stuerene”.
Skal vi fortsætte med at vende det blinde øje til? Eller skal vi endelig tage ansvar og beskytte vores land?