Jørgen Malmros Sørensen er ny Fuglekonge i Østbirk. (Foto: Per Bonde)
ØSTBIRK - Hvad de færreste nok ved, stammer udtrykket at skyde papegøjen fra fugleskydning, og lørdag blev Jørgen Malmros Sørensen ny Fuglekonge i Østbirk, så man kan roligt sige, at Jørgen skød papegøjen.
Tekst og foto Per Bonde
Fugleskydning kom til Danmark fra Frankrig i det 13. århundrede, og hed dengang papegøjeskydning, men ellers var det de samme regler og forskrifter der gjaldt, blot med lidt andre våben.
Ligesom i dag blev den, der skød brystpladen ned, fuglekonge, og man sagde, at han havde skudt papegøjen. Lidt sjovt, at udtrykket stadig lever selvom det nu hedder fugleskydning.
Fugleskydning i Østbirk
I Østbirk har der været afholdt fugleskydning siden 1925, så til næste år er der 100-års jubilæum, og det kan allerede nu afsløres, at det vil blive markeret i forbindelse med fugleskydningen 2025, som finder sted den 30. august.
Årets skydning
Vanen tro, blev sidste års fuglekonge Aase Overgaard transporteret fra bopælen til skyttehuset i flagpyntet vogn med hornmusik og fanebærer foran. Ligeledes var det vanen tro Aase, der som afgående fuglekonge, afgav det første skud næsten præcis kl. 12.
Herefter blev skydningen afviklet i god ro og orden, indtil en Jørgen Malmros Sørensen skød brystpladen ned og blev udråbt til fuglekonge. Det blev han også i 2022, og da det 2023 var hans kone Aase der havde æren, kan man roligt sige, at det bliver i familien, og så er det vel i orden at skyde papegøjen.
(Foto: Per Bonde)
De øvrige resultater.
Skarpskytterne på de øvrige plader på fuglen var:
- Halen: Linda Nielsen ramt af Tage Nymark
- Venstre klo: Martin Pedersen skudt af Thomas Jacobsen
- Højre klo: Jørgen Malmros Sørensen leveret af Sabrina Jessen
- Venstre vinge: Jørgen Bækkelund sat af Jørgen Malmros Sørensen
- Højre vinge: Jane Grønskov præcist skud af Jørgen Malmros Sørensen
- Næbet: Thomas Jacobsen sigtet af Leif Pedersen
- Kronen: Jens Glavind ramt af Martin Høi
- Halsen: Margit Sørensen leveret af Jørgen Malmros Sørensen.
Man kan vel godt sige, at fuglekongen var rigtig godt skydende på dagen
Uden mad og drikke
Mens skydningerne foregik, var der mulighed for at købe både mad og drikke i de tilstødende lokaler, og indtagelsen foregik som sædvanlig under megen snak og munterhed, indtil det igen var ens tur til at skyde.