Julen begynder i Østbirk: Sang, julekål og fællesskab

I Østbirk markerer man hver december begyndelsen på julen med en ganske særlig tradition. Mændenes sang løfter taget i kirken, og præstegården emmer af duften af julekål og medister. Onsdag var endnu en af de aftener, hvor fællesskab, sang og god mad gik op i en højere enhed.

Tekst og foto Jørn Kildall

Onsdag eftermiddag samledes over 40 mænd i Østbirk Kirke for at lade stemmerne fylde det smukke kirkerum. Dirigent Ulrik Bruun Fanø guidede dem sikkert igennem de fire sange, der skulle synges ved gudstjenesten.

"Det er en fantastisk oplevelse at være en del af noget så stort," fortalte Henrik, der har været med i mandskoret de sidste tre år. "Man kan mærke energien i hele kroppen, når vi alle synger sammen."

For mange er traditionen et kærkomment gensyn med kammerater fra nær og fjern. "Det er jul for mig. Sang, fællesskab og at være sammen med gutterne," sagde Jens, der har deltaget i mere end 10 år.
 

Alle fugle synger med næb

Dirigenten lagde ikke skjul på, at det kræver lidt arbejde at få så stor en flok til at lyde som én samlet stemme. "Det er en herlig udfordring," grinede Ulrik Bruun Fanø. "Nogle har sunget i kor i årevis, andre er her bare, fordi de elsker at synge – men de er alle med på at give den gas."

Når sangen fyldte rummet, var det tydeligt, hvorfor mange beskriver det som noget helt særligt. "Jeg tror, man kan høre det helt ud på kirkegården," sagde én af de frivillige med et smil.

Fra salmesang til smagen af jul

'Efter gudstjenesten gik turen til præstegården, hvor et veldækket bord ventede. Gryder med rygende varm julekål, dampende medisterpølser og kødsovs med spaghetti sikrede, at der var noget for enhver smag.

"Jeg kommer ikke så meget i kirke til daglig," indrømmede en af deltagerne, mens han rakte ud efter endnu en portion julekål, "men denne tradition, den springer jeg aldrig over. Det er hygge og fællesskab på højt plan."

Der var knapt plads ved bordene, hvor snakken gik lystigt. Små historier fra årets gang blev delt, og latteren lød højt, mens tallerkenerne blev fyldt igen og igen.
 

Frivillige sikrer festen

I køkkenet havde de frivillige travlt med at fylde fade og kander. "Vi elsker at hjælpe til," fortalte Grethe, der i år havde stået for at lave julekål til hele selskabet. "Det er hårdt arbejde, men når man ser, hvor meget folk hygger sig, er det det hele værd."

Ved kaffebordet blev der diskuteret alt fra juletraditioner til årets lokale begivenheder. "Det er her, vi virkelig mærker, at vi er en del af noget større," sagde Marianne, der havde hjulpet med serveringen i flere år.

Et fællesskab, der varer ved

Traditionen er én, som mange ser frem til hvert år. "Det er ligesom en lille julegave, man giver sig selv," sagde Erik, der havde taget sin søn med for første gang. "Han er ikke vant til sådan noget her, men jeg tror, han nød det."

For andre er det en måde at runde året af med manér. "Når vi har haft denne aften, så føler jeg, at julefreden kan sænke sig," fortalte en af deltagerne, mens han skålede i en sidste kop kaffe.

Mød os igen til næste år

Med maverne fulde og hjerterne varme blev der sagt tak for i år og på gensyn næste december. Østbirk Kirkes mandskor og den efterfølgende middag er en tradition, som samler og glæder.

Så hvis du ikke nåede at være med i år, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen for næste december. Traditioner som denne viser, hvordan fællesskab og glæde kan binde os sammen, én sang og én tallerken ad gangen.