JU67-Horsens formand René McKenzie Lintrup sammen med indehaver af Filips Stenhuggeri.
HORSENS - Med mere end 1.000 kilometer på landevejen, 300 gaver og 229 gavekort, har frivillige frimurere i Horsens og omegn bragt juleglæde til trængende familier. Men behovet vokser stadig, fortæller den taknemmelige formand.
Af Jørn Kildall
Horsens afdeling af Juleuddelingen af 1867, som drives af Den Danske Frimurerorden, De 9 Forenede Hjerter, har haft en travl, men givende weekend. Cirka 50 frimurerbrødre har pakket og uddelt julehjælp i form af gaver, gavekort og tunge gaveportioner til familier, der ellers ville mangle noget at fejre julen med.
“Det er et kæmpe arbejde, men også en stor glæde,” fortæller formand René McKenzie Lintrup. Med 125 gaveportioner på 5 kg hver og støtte fra sponsorer og kirker har indsatsen skabt varme i mange hjem.
Den centrale pakning i gaveposer i Silkeborg.
Behovet overstiger kapaciteten
I år har Juleuddelingen kunnet udlevere 25 procent flere pakker end tidligere år. Men selv denne stigning har ikke været nok til at møde den voksende efterspørgsel.
“Vi måtte melde udsolgt tidligt i processen, og havde vi haft dobbelt så meget at dele ud, var det også blevet revet væk,” siger Lintrup. Denne realitet har skabt både stolthed over indsatsen og en erkendelse af, at mange stadig har brug for hjælp i de svære tider.
En landsdækkende indsats
På landsplan har Juleuddelingen af 1867 uddelt cirka 7.000 gaveportioner denne weekend. Bag tallene ligger timer af frivilligt arbejde, koordination med kirker og præster samt opbakning fra sponsorer.
“Det er et samarbejde mellem mange hænder og hjerter,” understreger formanden, der roser de mange køresvende, pakkere og tovholdere for deres indsats.
Klargøring til køresvendene i lånte lokaler ved Filips Stenhuggeri.
En jul med lidt mere lys
Julepakkerne indeholder alt det nødvendige for at skabe en god juleaften, og selvom der måske ikke er nok til alle, er der stadig mange familier, der får lidt ekstra lys i en ellers mørk tid.
“Vi er taknemmelige for, at vi kan gøre en forskel,” afslutter Lintrup. “Men vi må aldrig glemme, at behovet stadig er stort.”
