Til september er der konfirmation i Østbirk og Yding Kirker.
Friskolen konfirmeres lørdag 4. sept. kl. 9.00 i Østbirk Kirke
7.a konfirmeres lørdag 4. sept. kl. 12.00 i Østbirk Kirke
Yding Kirke lørdag 4. sept. kl 10.30 (Konfirmander, der bor her og/eller dem der har lyst).
Søndag 5. sept. 7. b kl. 10.00 i Østbirk Kirke
Konfirmation – en skønne dag. (Jeg har endnu aldrig hørt fra nogen at de har fortrudt at de blev konfirmeret).
Det starter i Kirken – for her er højt til loftet, her er der plads til alle. Her i Kirken starter vi, fordi vi starter med det største/det vigtigste først . Det vigtigste som er, at de unge mennesker skal vide og skal høre, at de er elskede. Elskede/holdt af – dels af dem, der sidder nede på bænken og kikker på dem – men også elskede af Gud. Elskede fra øverste sted – og vil altid være det – fordi de hver eneste af konfirmanderne er noget helt særligt!
Konfirmationen samler familie og venner. Moster kommer fra Sjælland fordi ”lille Mette” skal konfirmeres. Faster tager turen fra Skagen. Mor og far, der er skilt og ikke helt kan enes prøver efter bedste evne – for Mettes skyld - at holde fred denne dag. Oldefar, der ”passer godt på pengene” går i banken efter 1000 kr. for oldebarnet Mette skal jo konfirmeres og have et pænt beløb.
Der kommer mad på bordet og denne dag er det ikke en pizza fra fryseren.
Glæd jer konfirmander!
Og alle os andre, der kender en kommende konfirmand – Lad os alle gøre vores til, at hver eneste konfirmand får en dag de aldrig glemmer.