Konservative præsenterede kandidater til kommunalvalget i Horsens



Mandag aften den 20. januar 2025 afholdt Den Konservative Vælgerforening i Horsens Kommune generalforsamling og opstillingsmøde med rekordhøjt fremmøde. Her blev partiets kandidater til kommunalvalget præsenteret.

Af Jørn Kildall

Med 72 fremmødte medlemmer og 13 deltagere fra Konservativ Ungdom (KU) var aftenens arrangement en succes for Den Konservative Vælgerforening i Horsens Kommune. Det markante fremmøde, som var næsten fire gange højere end normalt, blev set som et tegn på stor opbakning og engagement i medlemsdemokratiet.

Liste over kandidater vedtaget

Aftenens hovedpunkt var præsentationen og vedtagelsen af partiets kandidater til det kommende kommunalvalg. Efter en simpel afstemning blev følgende prioriterede sideordnede liste vedtaget:

  1. Anders Krojgaard Lund, Stensballe
  2. Esben Hedeager Hansen, Egebjerg
  3. Annette Schulz Jensen, Serridslev
  4. Kristoffer Holdensen, Brædstrup
  5. Charlotte Svømmeholm, Serridslev
  6. Viktor Sivertsen, Midtbyen
  7. René McKenzie Lintrup, Lund
  8. Kasper Pagh Rasmussen, Brædstrup
  9. Mie Holdensen, Brædstrup

Listen sikrer, at alle kandidater har lige mulighed for at opnå valg, hvilket skal styrke den kommende valgkamp.

Glæde over fremmøde og samarbejde

Anders Krojgaard Lund, der sidder i Horsens Byråd som byrådsgruppeformand, udtrykte stor tilfredshed med fremmødet og den samlede liste af kandidater.

”Jeg er glad for og stolt over, at vi er et ægte folkeparti, hvor de fremmødte på generalforsamlingen, kan ytre sig og få direkte indflydelse på demokratiet,” udtalte han.

Ny formand og fokus på valgkamp

På generalforsamlingen blev Kasper Pagh Rasmussen valgt som ny formand for vælgerforeningen. Han ser frem til et tæt samarbejde med byrådsgruppen og udtrykte klare ambitioner:

”Det drejer sig for os om at få mest mulig konservativ indflydelse, uanset hvordan Byrådet sammensættes, og hvem der sidder for bordenden. Det mener vi, er bedst for borgerne, naturen og kommunen. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder,” sagde han.

Klar til fremtidens udfordringer

Med en styrket lokalbestyrelse og en liste af engagerede kandidater går Den Konservative Vælgerforening i Horsens Kommune ind til kommunalvalget med klare visioner og fokus på resultater.

Valgkampen er allerede begyndt, og samarbejdet mellem Anders Krojgaard Lund og Kasper Pagh Rasmussen forventes at spille en central rolle i formuleringen af politik og visioner for kommunen.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024