(fotocollage)
Nu er vi tæt på årsdagen for statsminister Mette Frederiksens berømte pressemøde 11. marts 2020. Der var ikke mange som på det tidspunkt troede at vi nu, stadig ville kæmpe mod Corona-pandemien et år senere.
Af Jørn Kildall
Turen fra 11. marts sidste år og indtil nu har været en følelsesmæssig rutsjebanetur. I foråret åbnede landet stille op igen efter første bølge af Covid-19 og vi fik en sommer som næsten føltes som en helt normal dansk sommer. Der var, bevares, restriktioner om at vi når gik på restaurant skulle man være iført mundbind – vi skulle holde afstand, spritte hænde og hilse på nye alternative måder. Det var vi faktisk blevet gode til på meget kort tid. Der blev lyttet til myndighedernes mange anbefalinger.
Her stod vi – danskerne - så midt i Corona-pandemiens første bølge og vi lærte en masse nye ord som smittetal, social afstand, værnemidler, superspreder, flokimmunitet, hjemmekarantæne og smitteopsporing. I medierne kom vi på fornavn med Søren Brostrøm, Kåre Mølbak og Erik Brøgger – vi blev præsenteret for eksperter indenfor epidemiologi, virologi og sundhedsøkonomi. Det var lidt spændende i begyndelsen.
I november 2020 bankede anden bølge så småt på og Nordjylland blev pålagt voldsomme restriktioner og blev stort set afskåret fra omverdenen – grunden var den, fortalte statsministeren, at der er fundet muteret Coronavirus både i mink og hos mennesker. Det betød at mange millioner mink blev slået ned og et helt erhverv blev nedlagt. Det betød også at minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen trak sig som minister 18. november på grund af forkerte oplysninger.
Efter en relativ god sommer med sociale kontakter og muligheden for at spise ude og være sammen med venner og familien, kom efteråret snigende med sine følgesvende; tungsindet og sortsynet. Mange møder foregik nu bag computerskærmen og dem som havde muligheden blev opfordret til at arbejde hjemmefra. At gå i skole og arbejde hjemmefra er måske befriende et kort stykke tid, men begyndte for mange at føles som et fængsel. Dog var dette ikke tilfældet for alle mennesker, for der findes nogle som ligefrem holder af at være alene i eget selskab og som trives med det. Sådan er vi så forskellige… heldigvis.
Hen mod jul gik man fra niveau 4 til 5 i Corona-varsling systemet og nyhederne var med statsministerens ord – nedslående. Region Hovedstaden var særligt hårdt ramt og restriktionerne blev yderligere forlænget og myndighederne anbefalede at man højest samlede sig 10 personer privat. Den gode nyhed var dog at vaccinen var på vej.
Efter at have set alle serier på Netflix og Disney+ flere gange, så meldte kedsomheden sig efterhånden over hele linjen. Hvad skulle man nu finde på? Gør-det-selv-folket havde rigeligt at se til. Mange var også begyndt at strikke og hækle for at få tiden til at gå. Ofte blev arbejdet udført hurtigt så man kunne kaste sig over næste nørkle-projekt i en fart – man skulle nødig komme til at kede sig. Mange ting blev prøvet af, så kedsomheden – den kedelige fætter – kunne holdes stangen.
Kun otte dage før jul tonede statsministeren frem på skærmen og aflyste nærmest julen og det vi holder mest af – den hyggelige tid sammen familien. Kontakttallet var højt og sundhedsvæsenet var under pres med et alarmerende højt antal indlæggelser. Statsministeren lukkede reelt landet ned fra 25. december til 3. januar. Alt var lukket ned undtaget dagligvarebutikker og apoteker. Børnene blev sendt hjem fra skole og daginstitutioner.
Som adspredelse af kedsomheden brugte mange, lang tid på at følge med på Facebook og øvrige sociale medier. Det man oplevede i takt med at den permanente krisetilstand ingen ende vil tage, var en øget polarisering af meninger. I USA havde vi allerede de sidste fire år set, hvordan fronterne blev skarpere og skarpere op mellem Trump-tilhængere og dem som ikke var det. Heldigvis kunne vi sidde på distancen – med et verdenshav mellem os og fortælle hinanden hvor åndsvagt indbyggerne i verdens eneste supermagt opførte sig. Sådan var vi heldigvis ikke – her var der mere Europæisk elegance!Vi havde bare ikke opdaget at kløften mellem holdningerne i vores eget land blev dybere og dybere. Hver side holder stejlt på egne meninger og synes at de andre er ”åndsvage” og de ved ikke hvad det drejer sig om. Krisen kradser og skaber splittelse – retorikken bliver mere og mere hård i den offentlige debat. Vores harmoniske samfund er under pres.
Mellem jul og nytår blev restriktionerne forlænget til 17. januar 2021 – det betød at hjemmearbejde og -undervisning fortsatte foran computerskærmen. Kun fem dage inde i det nye år lærte vi om den Engelske mutation B117 og vi var igen på varslingsniveau 5 – det samme femtal som også skulle gælde for forsamlingsforbuddet - som blev sænket til fem personer. Opfordringen fra statsministeren var klar; bliv hjemme!
Hvordan kommer vi videre? Vi skal lære at lytte til hinanden og turde at gå i dialog med ”de andre”. Når krisen kradser søger vi næsten altid sammen med dem som har den rigtige mening – altså samme mening som os selv. Her bliver vi bekræftet i vores holdninger og tror at vi har ret og at vi har sandheden på vores side. Vi befinder os i ekkokamre sammen med ligesindede og de sociale medier er om nogen med til at forstærke vores holdninger – når vi deler ”boble” med ligesindede. Det skal Tech giganternes algoritmer nok fastholde os i… og det er meget skræmmende!
Hvis vi alle prøver at række ud og lytte til andre argumenter end vores egne, kan vi måske opnå større forståelse for andre synspunkter end vores egne. Måske smitter andres meninger af på dig og måske smitter dine meninger af på andre. På den måde kan vi bløde vores, ind imellem, hårde og bastante holdninger op. Og måske kan vi finde ud af, at vi egentlige ikke er så forskellige som det det lød, da vi stod på ”kamppladsen” og overdyngede hinanden med de rigtige holdninger.
En flot torsdag 28. januar hvor det meste af landet var dækket af et kridhvidt snedække tonede statsministeren igen frem på skærmen og forlængede nedlukningerne frem til 28. februar.
I øjeblikket ser vi polariseringer mange steder i vores samfund. Coronatrætheden er for alvor sat ind og vi trænger alle til mere normale tilstande. Vi trænger til at leve som før og gøre hvad vi har lyst til. Vi trænger til at samles, til at møde mennesker i kød og blod ude i den virkelige verden.
I kølvandet af denne træthed er der opstået dybere og dybere grøfter. Tag bare kløften mellem de politiske blokke på Christiansborg. Udsagn og udfald bliver mere og mere absurde… og blokkene forstår ikke længere hinanden – det er sådan vi oplever det!
Der en er kynisme og en rå tone, som ikke klæder nogen. Hvor blev empatien af? Prøv at sætte dig en den andens sted, når bølgerne går højt og tænk på hvordan du vil have det, hvis du blev konfronteret med dine egne ord! Eller endnu bedre… tænk før du taler eller skriver noget på sociale medier. Giv tid til at overveje dine ord og tænk om det nu er de rigtige at sende af sted.
Et andet eksempel er at der er opstået protestgrupper på Facebook og i gadebilledet. Men In Black er et godt eksempel som kan bringe sindene i kog og skabe stor afstand mellem ”dem og os”. Ved du hvad Men In Black står for? Har du talt med dem? Har Men In Black talt med ”de andre”? En dialog mellem synspunkter er altid godt og kan bløde op for den hårde tone.
På årets første forårsdag mandag 1. marts begyndte man på en gradvis genåbning af detailhandlen og eleverne fik lov til at vende tilbage til skolerne. På Bornholm var man næsten tilbage til normaltilstanden.
En ting er sikkert, alle har en mening om fænomenet og de fleste har deres viden fra massemedierne og de sociale medier. Her er det sikkert at informationen er stærk polariseret og passer ind i en bestemt fortælling. Hvis vi var bedre til at få vores informationer fra flere kilder og – måske – prøve at indgå i en dialog med ”de andre”. Så ville vi måske finde ud af, at vores holdninger og opfattelser for det meste befinder sig indenfor de samme 80%. Ja, vi ville måske finde ud af, at vi ikke er så forskellige og at vi alle næsten vil det samme med vores liv.
Til slut kommer svaret på spørgsmålet: Må man godt kede sig? Ja, det må man godt! Kedsomhed plejer at sætte en masse nye tanker i gang hos de fleste og kedsomheden giver os tid til at tænke grundigt over tingene. Det kan vi have brug for i en Verden hvor informationerne, meningerne og holdninger konstant kommer væltende ind i vores liv – uden at vi har tiden til at reflektere over hvad det er vi bliver ramt af. Så derfor; du må godt kede dig og tænke grundigt over tingene en ekstra gang. Det er sikkert det bedste for alle sammen.
