Lægevagten: Ny viden skal sikre bedre hjælp til borgerne



Nye undersøgelser af midtjyske borgeres brug af Lægevagten skal hjælpe med at sikre, at borgerne får den rette hjælp til rette tid.

MIDTJYLLAND - Når de midtjyske borgere ringer til Lægevagten, er det ofte relevant og nødvendigt. I nogle tilfælde kan problemerne dog med fordel håndteres på en anden måde. Fx hos egen læge den efterfølgende hverdag. Det viser nye undersøgelser.

Af Region Midtjylland

Nye undersøgelser har kortlagt, hvorfor borgerne ringer til Lægevagten. Resultaterne skal nu danne grundlag for det videre arbejde med at hjælpe syge og tilskadekomne borgerne til rette hjælp til rette tid og samtidig friholde Lægevagten til de mest hastende opgaver.

- Undersøgelserne giver os et værdifuldt indblik i borgernes behov og bekymringer, når de kontakter Lægevagten. Det er vigtigt, at vi gør det let for borgerne at finde vej til den rette hjælp – både for deres egen skyld og for at sikre den bedste brug af sundhedsvæsenets ressourcer, siger Susanne Buch (F), formand for Udvalg for Nære Sundhedstilbud.

Hvem ringer til Lægevagten?

Undersøgelserne viser, at 39% af borgerne i Region Midtjylland er i kontakt med Lægevagten mindst en gang om året. Det understreger, at det ikke er en mindre gruppe, men et bredt udsnit af befolkningen, der gør brug af Lægevagten.

En betydelig del af opkaldene handler om børn og unge under 14 år. Her drejer det sig ofte om feber, mens andre aldersgrupper ofte ringer om smerter og skader.

Langt de fleste opkald til Lægevagten er relevante og nødvendige, men i 13% af tilfældene er vurderingen, at problemerne kunne håndteres på en anden måde end i Lægevagten. Det drejer sig bl.a. om tilfælde af smerter og ubehag, der kan vente til egen læge åbner den efterfølgende hverdag.

Nye løsninger på tegnebrættet

Resultaterne fra undersøgelserne bliver udgangspunkt for en række fremtidige tiltag, der skal gøre det lettere for borgerne at vurdere, hvornår de skal kontakte Lægevagten, og hvornår andre løsninger kan være mere relevante.

- Lægevagten er til for dem, der ikke kan vente til egen læge åbner, men vi skal også sikre, at ingen føler sig ladt i stikken. Med undersøgelsen i baghånden har vi nu et bedre grundlag for at udvikle vores tilbud, siger Jakob Ravn, formand for Lægevagtsudvalget i PLO Midtjylland.
 

Region Midtjylland

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024