Her ses nogle af de PL-aktuelle atleter fra Region Midtjylland. Lisa Kjær Gjessing, taekwondo. Sofie Skoubo, kørestolsrugby. Daniel Wagner, atletik. Amalie Vinther, svømning. Kaare Momme Nielsen, kørestolsrugby. Fotokredit: BESTSELLER for DIF
Med præcis et halvt år til de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo er der fuld fokus på træningen blandt de danske atleter. I Region Midtjylland er der hele 12 atleter, der har mulighed for at kvalificere sig til den tredje største sportsbegivenhed i verden.
Den 24. februar er der præcis et halvt år til de Paralympiske Lege (PL). Her overtager para-atleterne scenen i Tokyo efter OL, hvor åbningsceremonien skyder legene i gang den 24. august 2021.
12 atleter fra Region Midtjylland
At deltage i det tredje største sportsevent i verden er drømmen for rigtig mange atleter – og selvfølgelig også for de danske topatleter indenfor parasport.
På nuværende tidspunkt har 12 atleter i Region Midtjylland mulighed for at kvalificere sig til PL. En af dem, som allerede har sikret sig billetten til Tokyo, er Lisa Kjær Gjessing fra Ry, der er firedobbelt verdensmester i taekwondo.
“Med et halvt år til PL nu, begynder jeg at mærke spændingen over, at noget stort skal ske. Corona gør det selvfølgeligt svært at planlægge forløbet, men Bjarne (min træner) og jeg får det bedste ud af det og vi har en plan B-forberedelse med opsatte hjemmetræningskampe m.m.,” fortæller Lisa Kjær Gjessing, der dele af 2020 og 2021 både har trænet i en carport og online via Zoom.
Lisa Kjær Gjessing blev udtaget allerede i starten af 2020 og det er første gang, at taekwondo er på PL-programmet.
“Til PL glæder jeg mig især til at mærke stemningen af, at hele verden forener sig om én ting, nemlig sport,” fortæller Lisa Kjær Gjessing, der også dyrkede taekwondo før hun fik amputeret sin underarm på grund af kræft.
Den samlede danske trup
På landsplan er 43 atleter med i bruttotruppen. Forventningen er, at den endelige danske PL-trup ender på 23-28 atleter i ca. ti forskellige idrætsgrene. Tallet er dog forbundet med en vis usikkerhed på grund af fx udsatte kvalifikationsstævner. Indtil nu har Danmark sikret sig 22 kvotepladser – heriblandt 12 pladser til landsholdet i kørestolsrugby.
Blikket skarpt rettet mod Tokyo
På trods af et turbulent år er det nu for alvor muligt at ane Tokyo i horisonten, og hos Nicklas Bjaaland, der er chef de mission for den danske delegation, er slutspurten sat ind nu.
”Med kun et halvt år til PL har vi blikket skarpt rettet mod Tokyo. Vi arbejder intensivt for at skabe de bedste rammer for vores danske atleter. Det er en meget anderledes tid for atleterne. Det kræver dedikation og mental styrke at blive ved med at yde sit absolut bedste selv om mange kvalifikationsstævner er blevet udsat”, forklarer Nicklas Bjaaland med henvisning til pandemiens betydning for sportskalenderen.
”Vi er meget imponerede af atleternes tilgang. Både de atleter, der allerede har kvalificeret sig, men især også de mange atleter for hvem billetten ikke er i hus endnu. Derudover glæder vi os over de positive udmeldinger fra arrangørerne af de Paralympiske Lege, der giver os fuld tiltro til, at vi skal af sted og skabe begejstring og resultater med den danske paralympiske delegation,” fortæller Nicklas Bjaaland fra DIF.
Det er første gang, at DIF står for den danske delegation og arbejdet med at optimere Danmarks deltagelse til PL i Tokyo sker i tæt samarbejde med Parasport Danmark og Team Danmark.